Klar til gymnastikfest i Randers
Der er lagt i kakkelovnen til et brag af et gymnastikevent i morgen lørdag, hvos Arena Randers lægger hus til Nordisk Mesterskab i TeamGym for juniorer.
Gymnasterne er klar. Trænerne er klar. Arrangørerne er klar.
I morgen kl. 10 er der åbningsceremoni, og så konkurreres der ellers hele dagen med 22 juniorhold fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.
Fra Danmark deltager seks hold: To mixhold (GF Køge Bugt og Rødovre & Omegns Gymnastikforening), to pigehold (Bolbro Gymnasterne og Greve Gymnastik & Trampolin) og to drengehold (Gladsaxe IF og TeamGym Aarhus).
”Vi glæder os så meget! Især til at vise vores rytmeserie,” siger 15-årige Eline, Bolbro Gymnasterne, som elsker gymnastikken og sammenholdet på holdet.
Indtil hun var ni år, gik hun også til BMX – og blev endda danmarksmester fem gange – men det var gymnastikken, der vandt i sidste ende.
”Jeg synes, det er sjovere at træne gymnastik. Og man kan altid blive bedre, og det kan jeg godt lide,” siger Eline.
Glæden ved gymnastik
Marcus Simonsen, der er træner for juniordrengene fra TeamGym Aarhus, har også meget fokus på den daglige træning og glæden ved gymnastik. Det er nemlig noget, de tager med til konkurrencerne.
”De bruger deres fritid på det, så træningen skal være så god som mulig, så de hele tiden har lyst til at blive ved og bliver udviklet på den rigtige måde, ” siger Marcus, som kalder opskriften en blanding af ”noget striks og leg”.
Som aktiv gymnast på seniorlandsholdet i TeamGym ved han også, hvordan ”hans drenge” har det i en konkurrence som NM, og han glæder sig til at sende holdet på gulvet.
”Vi har et meget allround hold, der mestrer alle del, men jeg tror godt, jeg kan sige, at vores rytmeserie er blevet virkelig fed,” siger Marcus.
Alle sejl er sat til
Mesterskabet bliver afviklet i Arena Randers, som står knivskarpt op til konkurrencen. Der bliver lækkert lys og god lyd, og de frivillige fra Randers gymnastiske Forening, RgF, har gjort alt for, at alle får en god oplevelse i morgen.
”Vi er megastolte over at være medværter til NM, og publikum kan glæde sig til at se det ypperste inden for juniorgymnastik fra de nordiske lande. Der bliver en intens stemning,” siger Torben ”Totte” Kjeldsen, forretningsfører i RgF.
Han glæder sig også til at være med til at introducere byens nye arena, der lige nåede at blive færdigbygget, da coronaen gjorde sit indtog, og derfor har der kun været et enkelt event før NM. Om med to års forsinkelse er det nu endelig blevet tid til at afvikle mesterskabet i den flotte hal.
”Man kan roligt sige, at gymnastikken indtager Randers,” siger han.