Velkommen til Louise Tarp Jørgensen, ny disciplinkaptajn i Rytmisk Gymnastik - GymDanmark

Velkommen til Louise Tarp Jørgensen, ny disciplinkaptajn i Rytmisk Gymnastik

 

Med det formål at udvikle gymnastikken generelt, og løfte niveauet for flere, ansætter GymDanmark nu Disciplinkaptajn i Rytmisk Gymnastik.

Med ansættelse pr. 1. september 2021 er Louise Tarp Jørgensen ansat på Forbundskontoret som Disciplinkaptajn i Rytmisk Gymnastik. Louises primære opgave bliver at udvikle Rytmisk Gymnastik, med henblik på at fastholde flere børn og unge i foreningsmiljøerne.

Louise har en kandidat i idrætsvidenskab fra Københavns Universitet, med speciale i Rytmisk Gymnastik. Herudover er hun Forbundsinstruktør på GymDanmarks træneruddannelse, samt dommer og træner i Rytmisk Gymnastik.

Om jobbet i GymDanmark siger en forventningsfuld og glad Louise:

Jeg glæder jeg mig til at bidrage til udviklingen og synligheden af den rytmiske gymnastik i hele Danmark på tværs af de forskellige rytmiske grene. Jeg synes det er super fedt, at kunne være med til at bygge en stærkere bro mellem forbundet og foreningerne, så alle vores skønne gymnaster, trænere og dommere kan få plads til at præstere under optimale, sunde og udviklende forhold. I min nye stilling glæder jeg mig derudover til at kunne dele min positive energi i samarbejdet med mine nye kollegaer på forbundskontoret, men især også i mødet med udvalg og foreninger, så jeg derved kan bidrage til et effektivt og udviklende rytmisk miljø.

Det er også en glad Landsholds- & Udviklingschef Helge Fisker der siger:

Jeg glæder mig over at byde velkommen til Louise som Disciplinkaptajn i Rytmisk Gymnastik og som ny kollega på Forbundskontoret. Med målet om, at udvikle foreningerne og implementere forbundets talent- og elitestruktur i alle discipliner, har vi nu fået ansat en super kompetent person, som både har bred praktisk erfaring og en stærk uddannelsesmæssige baggrund i forhold til at understøtte udviklingen af Rytmisk Gymnastik i Danmark. Jeg glæder mig til at vi i takt med ansættelse af Disciplinkaptajner over tid, kan få opbygget et stærkt hold af personer, hvor vi kan få god synergi og erfaringsudveksling på tværs af discipliner, som vil komme medlemmerne til gode.