TeamGym har fået to ledende landstrænere - GymDanmark

TeamGym har fået to ledende landstrænere

Vi har glæden af at kunne præsentere Christina Egevang Hansen og Lars Nørregaard som de kommende ledende landstrænere for TeamGym-landsholdene frem mod EM i Luxemburg 2022.

Christina og Lars har begge mange års erfaring med de danske TeamGym-landshold og har begge stor erfaring med kulturel ledelse, både i deres daglige erhverv, men også i særdeleshed i gymnastikken.

De to ledende landstrænere skal forud for og undervejs være med til at udvikle på strategi og målsætninger for landsholdene i samarbejde med disciplinkaptajn for TeamGym og landsholdschefen. Her vil Christina og Lars særligt bidrage til at sikre den røde tråd fra junior til senioreliten med fokus på hhv. det rytmiske og det springmæssige.

Udover den ledende rolle, vil de to personer også skulle fungere som landstrænere på et af de 6 TeamGym-landshold og her indgå i et landstrænerteam med de dertilhørende opgaver som landstræner.

 

 

 

 

 

Christina Egevang Hansen arbejder til dagligt som juridisk sagsbehandler. Hun har været landstræner over flere omgange, været en del af den tidligere elitesektion for TeamGym og har både stor national og international erfaring inden for TeamGym.

Lars Nørregaard er ansat på Vesterlund Efterskole som afdelingsleder og gymnastiklærer. Han er tidligere sportschef i Gjellerup Sdr. SG & I og har både stor erfaring som træner af den nationale seniorelite og den internationale elite som landstræner.