Nye Danmarksmestre i Trampolin 2020 - GymDanmark

Nye Danmarksmestre i Trampolin 2020

Trods langvarige udfordringer med manglende mulighed for træning og aflyste konkurrencer grundet Covid 19 lykkedes det,  efter stor og grundig indsats fra de frivillige, endelig at få afviklet de danske mesterskaber i Trampolin i Haslev TT denne weekenden. Springerne kvitterede med at vise, at de på ingen måde har glemt, hvordan man springer trampolin.

Benjamin Salo Kjær vinder sit 5. DM

I overbevisende stil vandt Benjamin Salo Kjær fra HTT sit femte DM i streg. Med et stabilt højt niveau, lykkedes det at slå sin nærmeste konkurrent, synkronmakkeren Teis Petersen,  med over 4 point. Synkronguldet blev vundet af selv samme Kjær/Petersen. Malte Nannerup Kirckhoff KTK leverede også en meget fin præstation og fik en flot bronzemedalje trods en vanskelig optakt til konkurrencen med en lille skade.

Benjamin Salo Kjær om sejren: ’konkurrencerne gik som planlagt. Målsætningen var at blive dobbelt dansk mester (individuelt og synkront) og det lykkedes heldigvis’, smiler en glad Benjamin. ‘Personligt laver jeg nogle meget fine øvelser og i synkronkonkurrencen får vi også presset mange point på, selvom det er første konkurrence i 10 måneder. Både Teis og jeg er meget tilfredse’

Sofie Landberg Danmarksmesterskabet for første gang

16-årige Sofie Landberg fra Københavns Trampolinklub (KTK) vandt sin første individuelle Danmarksmester-titel ved weekendens DM. Til daglig går hun på Falkonergården Gymnasium og er en del af Team Copenhagen Eliteidrætsakademi. Sofie vandt også synkronkonkurrencen med klubkammeraten Smilla Jensen med en helt fantastisk øvelse. Sille-Sofie Burrack Vilén sprang sig til en sølvmedalje med sin makker Milla Maysfelt fra Springteam Nordjylland og Ida Marie Brandorff og Malou Rosenquist sikrede sig bronzemedaljen i synkronkonkurrencen. Ida vandt også en flot bronze i den individuelle konkurrence.

Weekendens konkurrencer fungerer også som udtagelse til forårets EM, så det lagde ekstra pres på den første konkurrence efter corona. Cheftræner i KTK Kim Olavi er meget tilfreds med weekendens præstationer: ”Sofie, Smilla og Sille-Sofie klarer sig rigtig godt over weekendens konkurrencer med både ungdoms DM i går og Senior DM i dag. De har vist exceptionelt fokus i træningshallen, så det er fuldt fortjent,” siger han.

Også GymDanmarks Landsholdschef Helge Fisker var forbi Haslev Hallerne denne weekend og sagde:

‘Hvor er det skønt igen at kunne mærke glæden blandt gymnaster, trænere, dommere og tilskuere over, at det er lykkes at afholde en DM konkurrence i en coronatid i et flot og sikkert setup. Det har været en god dag for dansk trampolin og jeg glæder mig meget til at følge gymnasterne fremover.’

Forbundsmesterskaber for U12, U14 og U17

Lørdag blev der også afholdt forbundsmesterskaber for aldersgrupperne U12, U14 og U17. Se alle resultater nedenfor

Artiklen er skrevet med input fra Anna Kronborg Haar, kommunikationsmedarbejder og talenttræner i Københavns Trampolinklub, samt Bo Tureby fra Haslev TT. Fotos af samme.

Danmarksmestre Individuelt

Herrerne

  1. Benjamin Salo Kjær, Haslev TT (57.49 point)
  2. Teis Petersen, Haslev TT (53.09 point)
  3. Malte Nannerup Kirckhoff, Københavns Trampolinklub (52.06 point)

Damerne

  1. Sofie Landberg, Københavns Trampolinklub (48,26 point)
  2. Milla Bønneland Maysfelt, Springteam Nordjylland (47,775 point)
  3. Ida Marie Brandorff, Københavns Trampolinklub (45.63 point)

Danmarksmestre Synkron

Damerne

  1. Sofie Landberg/Smilla Thea Jensen, KTK (45.66 point)
  2. Sille-Sofie Burrack/Milla Bønneland Maysfelt, KTK (43.34 point)
  3. Ida Marie Brandorff/Malou Rosenquist, KTK (25.29 point)

Herrerne

  1. Benjamin Salo Kjær/Teis Petersen, HTT (47.65 point)
  2. Julius Almtoft Andersen/Tobias Bialas, HTT (42.45 point)
  3. Aksel Bromand Koldkjær/Albert Holm Kristensen, SpringTeam Nordjylland (42.23 point)

Se alle resultater her

Læs mere