Gymnasterne tilbage i gymnastiksalene igen - GymDanmark

Gymnasterne tilbage i gymnastiksalene igen

Endelig kom den nyhed som rigtig mange af os har ventet på. Regeringen og Folketingets partier er netop blevet enige om en ny aftale for indendørs træningsfaciliteter som betyder, at gymnastikken kan komme tilbage i gymnastiksalene allerede fra i næste uge.

Nye retningslinjer på vej

Alt er dog ikke helt som før Corona, da gymnastikken vil fortsat være underlagt en række retningslinjer som skal forhandles på plads inden for de kommende dage. Herudover vil der højst sandsynligt også skulle laves aftaler med kommunerne. Derfor skal man ikke forvente, at træningen allerede fra i morgen mandag kan foregå i hallen som før. Så snart de nye retningslinjer er på plads melder vi selvfølgelig dette ud til vores foreninger.

Læs DIFs pressemeddelelse om genåbningen her

Sådan kommer I godt i gang igen

Efter flere måneder uden specifik gymnastiktræning, er det vigtigt at være opmærksom på at gymnasterne kommer godt i gang igen med træningen, uden at komme til skade grundet manglende træning såvel teknisk som fysisk i hallerne.

Et vigtigt perspektiv er hensynet til gymnasternes fysiske status ved opstart og tilpasse mængde og indhold hensigtsmæssigt. På nedenstående link giver TeamDanmark generelle råd, samt vejledning ud fra tre forskellige træningsscenarier, gymnasterne kan være i, når de skal starte op igen.

Link til gode råd om at komme godt igang

Generelle råd til opstart

  • Du kan ikke starte på samme niveau, intensitet mm, som før Covid-19
  • Lyt til kroppen
  • Planlæg træningsfrie dage/restitutionsdage
  • Lav en træningsdagbog med belastning og intensitet
  • Brug tid på op- og nedvarmning