Seks stærke TeamGymhold udtaget til Junior NM i Danmark - GymDanmark

Seks stærke TeamGymhold udtaget til Junior NM i Danmark

Der var lagt op til tre spændende konkurrencer denne weekend i Vejlby-Risskov hallen i Aarhus – seks juniorhold skulle udtages til de Nordiske Mesterskaber i Arena Randers d. 18. april.

Så der var kamp til stregen, og juniorholdene var klar til at vise sig frem og kæmpe om pladserne foran en fyldt hal.

Bolbro og Greve sejrede i en seværdig pigekonkurrence

I pigernes konkurrence deltog der 13 hold, men de forsvarende Nordiske mestre fra Bolbro og bronzevinderne fra Greve havde en klar mission ved denne udtagelse – at de skulle deltage til endnu et NM. De to hold gav hinanden kamp til stregen, og viste stor styrke og god gymnastik. Greve trak lidt fra i trapetten, men Bolbro viste stor klasse i rytme og på banen, og derfor kunne efter de tre discipliner vinde den samlede udtagelse, mens Greve blev nr. 2 med et par point ned til nr. 3 fra Nivå.

Fantastisk mixkonkurrence med spænding til det sidste

Det blev ikke bare en stille og rolig mixkonkurrence, der var hård kamp om de to pladser, og det var først til allersidst at spændingen blev udløst. Greve lagde hårdt fra land og viste stor sikkerhed på alle tre discipliner og det stod hurtigt klart, at første pladsen til udtagelsen var deres. Men pladsen som nr. 2 og andet hold der skulle med til NM var langt fra givet før til sidst. Hen af vejen lignede det dødt løb mellem Gladsaxe, GHG- Herlev og Rødovre, og derfor var forløsningen også stor da Gladsaxe blev nr. 2 efter at de trak fra på banen.  En forrygende konkurrence med masser seværdig TeamGym for hele publikum.

Aarhus og Gladsaxe sikrede sig overbevisende NM-pladserne i Juniordrenge

Det var et stærkt felt som skulle kæmpe om på pladserne i juniordrenge – hele 15 hold dystede om at tage de to eftertragtede pladser, men det blev hurtigt tydeligt at særligt to hold havde et lille gear over de andre. Det var de forsvarende Nordiske mestre fra Aarhus og de stærke drenge fra Gladsaxe. På trampetten viste Aarhus stor styrke, mens begge hold leverede gode og ligeværdige præstationer på banen, men i rytme trak Gladsaxe fra og havde et niveau mere end Aarhus. Men der var ingen tvivl omkring de to drengehold – og derved kunne Gladsaxe som nr. 1 i puljen og Aarhus som nr. 2, tage de to pladser til NM med flere point ned til nr. 3.

#nmteamgym 2020 #randers2020

Resultater

Se alle resultaterne fra NM udtagelsen

Find her

Junior NM i Randers d. 18.april

Få meget mere information om NM

Klik her