Vi søger Disciplinkaptajn i Idrætsgymnastik
I GymDanmark arbejder vi hver dag for at udvikle og understøtte gymnastikken, så alle kan få bedre bevægelse i hverdagen. Vores Talent- og Elitestrategi som går på tværs af alle forbundets discipliner er på plads og rammerne for en operationalisering af strategien er fastlagt. Nu skal arbejdet med at få det til at ske i klubberne og gymnastiksalene begynde. Til dette søger vi en deltidsansat medarbejder på forbundskontoret, som ønsker at være med til at sikre den langsigtede sportslige udvikling i Idrætsgymnastik.
Målet med GymDanmarks Talent- og Elitestrategi er at bidrage til, at de mest ambitiøse og talentfulde gymnaster opnår deres fulde potentiale og sikre et generelt højt niveau. Dette gøres ved løbende at udvikle gymnasters og træneres mentale, fysiske, tekniske og taktiske færdigheder med henblik på opnåelse af langsigtede mål. Udviklingen skal sikre samspil mellem klubudvikling, camps/symposier og landshold baseret på et helhedssyn af præstationer. Det skal føre til, at danske gymnaster kan gøre sig gældende i internationale mesterskaber med mulighed for at vinde medaljer ved NM, EM, VM og OL.
Du skal som disciplinkaptajn for Idrætsgymnastik have et stort kendskab til disciplinen med en generel viden om talentudvikling og elitearbejde, men du behøver ikke være fagekspert. Du skal i samarbejde med landsholdschefen sikre sammenhæng mellem den overordnede strategi og udviklingen i klubberne. Du har interesse for og måske allerede erfaring med kulturel ledelse.
Med reference til landsholdschefen får du en central rolle i det sportslige lederskab af tilknyttede landstrænere, og skal understøtte og sparre med landsholdschefen og teamet omkring elitearbejdet. Samtidig får du et stort selvstændigt ansvar for at igangsætte, styre og gennemføre en række forskelligartede processer og opgaver i forbindelse med implementering af talent- og elitestrategien inden for Idrætsgymnastik.
Dine opgaver bliver blandt andet:
- At tilrettelægge og afvikle camps og symposier i et talentudviklingsperspektiv med mål om at skabe et trygt udviklingsorienteret miljø
- At udvikle talentudviklingsmiljøer i samarbejde med klubberne, herunder faglig sparring og vejledning om gymnast- og træneruddannelse
- At planlægge og lede landsholdsaktiviteter
Du bliver en del af forbundskontoret, hvor 18 ambitiøse og engagerede ansatte alle brænder for udviklingen af GymDanmark. Vores hverdag er præget af god stemning, en uhøjtidelig omgangstone, samt en flad organisation som er præget af fleksibilitet og højt til loftet. Vi lægger vægt på at have det godt sammen. Som en del af GymDanmark får du også adgang til et stort fagligt netværk i Idrættens Hus, hvor ca. 400 ansatte alle arbejder inden for idrættens verden.
Forventningerne til dig:
- Det er afgørende, at du har kompetencerne til at udvikle, drive og lede aktiviteterne, der fører til de langsigtede mål
- Du er udadvendt og relationelt stærk: kan begå dig i mange forskellige arenaer, er lyttende og kan skabe, vedligeholde og udbygge relationer med mange forskellige mennesker
- Du er processtærk, grundig og eksekverende: evner at sætte dig i spidsen for processer og drive dem helt i mål
- Du er faciliterende og kan også skære igennem, når det er nødvendigt
- Du kan overskue komplekse sammenhænge
- Du er en positiv teamplayer og er ambitiøs på idrætsgymnastikkens vegne
- Du er uhøjtidelig og omgængelig
Sådan søger du
Stillingen er en deltidsstilling med en gennemsnitlig arbejdsuge på 20 timer. Du har arbejdsplads på forbundskontoret i Brøndby, og må forvente at en del af arbejdstiden ligger i aftentimer og weekend i forbindelse med foreningsudvikling og ved camps. Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Landsholdschef Helge Fisker, tlf. 6095 2819.
Fristen for ansøgninger er onsdag den 22. januar 2020. Ansøgning sendes til hfi@gymdanmark.dk.
Første samtale afholdes mandag den 27. januar, og anden samtale onsdag den 29. januar. Der indhentes referencer efter aftale med kandidaterne. Tiltrædelse hurtigst muligt.