Come Together – Gymnaestrada 2019
Mere end 18.000 gymnaster fra hele verden forlader netop nu Dornbirn i Østrig. Med hjem har deltagerne en uges fantastiske oplevelser af fællesskab, livsglæde og masser af inspiration at tage med hjem. Minder for livet og nye venskaber på tværs af kontinenter er blevet skabt. Endnu et kapitel i World Gymnaestrada-historien er blevet skrevet.
World Gymnaestrada er verdens største gymnastikfestival, der afholdes hvert fjerde år. I løbet af ugen opfører gymnaster fra mere end 65 lande hundredvis af både indendørs- og udendørs opvisninger for hinanden. Deltagerne bor på skoler i de tilknyttede værtsbyer og mødes om aftenen til socialt samvær.
En svær begyndelse
Det er ved den særlige åbningsceremoni på Gymnaestradaens første dag, at man for alvor forstår hvad et gymnastikevent af den her kaliber virkelig handler om. Den særlige stemning som sænker sig over stadion når så mange mennesker og nationaliteter samles om samme begivenhed, kan mærkes på både krop og sjæl. Ved denne Gymnaestrada stod himmel og hav i ét præcis i det tidsrum, hvor det hele var planlagt at begynde. Af sikkerhedsmæssige årsager valgte man at udskyde åbningen, hvilket var en god og rigtig beslutning.
Heldigvis blev åbningen gennemført senere på ugen og trods forsinkelsen var det stadig en magisk oplevelse. Nu stod solen nemlig højt på himlen igen, og 65 lande kunne én efter én marchere ind på stadion iført indmarchdragter inspireret af nationernes forskellige flag og kultur. Efter godt halvanden time, stod over 18.000 gymnaster, frivillige, trænere og delegationer rundt omkring på stadion smukt indrammet af grønne bjerge.
Åbningen bød på masser af underholdning med over 1700 deltagere fra regionen (Voralberg) og nabolandene Tyskland, Liechtenstein og Schweitz. Et af højdepunkterne var det såkaldte ‘Lederhosen-Show’ af dansere fra en lokal skole i Dornbirn, som leverede en seværdig og eksplosiv anderledes opvisning i blandt andet breakdance. Men også et særligt ‘børn og forældre’ indslag med hundredvis af lokale var et hyggeligt og underholdende indslag som fint bandt sløjfe om Gymnaestrada budskabet ‘Come together’.
Se stemningsbilleder fra Gymnaestrada 2019 her, og endnu flere på Facebook
Nordisk Aften og FIG Gala med dansk aftryk
En stor del af Gymnaestradaen er de traditionsrige landeaftener med shows, der viser noget af den bedste gymnastik fra nord og syd og fra øst til vest. Tirsdag aften opførte Danmark, Norge, Sverige og Finland et stort show med årstiderne som det overordnede tema. Flere tusinde publikummer så til, da Danmark stærkt blev repræsenteret af Ollerups Elevhold, Grevinderne, MotionsMix Varde og Verdensholdet.
Et stærkt samarbejde mellem de to organisationer GymDanmark og DGI Gymnastik, har nemlig givet alle danske gymnaster mulighed for at komme med til Gymnaestrada, herunder således også det landskendte Verdenshold.
Senere på ugen ved den prestigefyldte FIG Gala var 20 hold fra fem kontinenter med til at vise pragtfuld og farverig opvisningsgymnastik. Danske gymnaster fra Gjellerup Sdr. var ét af de særligt udvalgte hold som med en eksplosiv springserie af TeamGym-herrerne og elegant rytmisk opvisning af Elitepigerne, repræsenterede Danmark på bedste vis.
- Se flere billeder fra FIG Gala og Nordisk Aften på Facebook
- Se klip fra FIG Gala og Nordisk aften på YouTube
De bedste værter i verden
Som ved Gymnaestradaen i 2007 var Götzis værtsby for danskerne. Den hyggelige østrigske by’s indbyggere tog imod danskerne med gæstfrihed i særklasse. Et stort velkomstparty med taler og stemning bød danskerne velkommen den første dag. Her bidrog gymnasterne fra Sundeved Efterskole og Bellinge med en herlig opvisning som skabte en fantastisk stemning i teltet. I løbet af ugen havde danskerne også stor glæde af cykler til låns, som byens borgere havde indsamlet til lejligheden.
På Gymnaestradaens sidste dag ønskede byen delegationen god hjemrejse med en afslutningsfest med både hornorkester, gaver og meget mere. Vi kvitterede med 150 dansker t-shirts til byens børn, som blev særdeles godt modtaget.
Alt i alt blev World Gymnaestrada 2019 en fantastisk oplevelse. De østrigske værter, med deres mange frivillige, har leveret perfekte rammer for den danske delegation. Tilbage er der kun at sige; Tak for denne gang til alle deltagere, tak til Østrig og FIG for et fantastisk gymnastik-event, vi glæder os allerede til Gymnaestrada 2023 som afholdes i Amsterdam.
Mere om fra Gymnaestrada 2019
- Sted: Dornbirn/Østrig
- Tid: 7. – 13. juli 2019
- Deltagere: 18.000 deltagere fra 65 lande, Danske deltagere 917
Det er et samarbejde mellem GymDanmark og DGI Gymnastik, der har sikret alle danske gymnaster mulighed for at deltage i Gymnaestrada 2019. Denne gang var vi 917 danskere fordelt på 17 hold fra hele Danmark.