Sol, Sommer og Gymnastik over TIVOLI
Til duften af popcorn, slush-ice og candyfloss glimrede hundredevis af gymnaster i solen til det årlige gymnastikshow ’Gymnastik i TIVOLI’. Og inden heksen blev sendt afsted på sankt hans bålet søndag aften til tonerne fra Laid Back, fik havens gæster god underholdning fra gymnastikkens discipliner.
Også I år havde gymnastikhold fra hele Danmark meldt klar til denne fantastiske dag hvor konkurrence- og opvisningsgymnaster mødes til et fælles gymnastikshow.
Puls og æstetik i top
Som altid satte de hurtigtsjippende skippere et hæsblæsende tempo på scenen, og sammen med de yndefulde rytmiske gymnaster, de seje idrætsgymnaster, opvisningsgymnaster og teamgym’ere, fik de havens forbipasserende til at stoppe op og nyde når gymnastikken forenedes med rytmerne fra højtalerne. Og hvis ikke dette var med til at bringe gymnastikken helt ud over scenekanten, fik sports acrobaterne måbende ansigtsudtryk frem i de fleste da de nåede svimlende højder med deres imponerende formationer. Alt i alt bød gymnasterne på en herlig smagsprøve af varieteten i gymnastik.
- Husk også at se alle de gode stories fra ’GymDanmark i TIVOLI’ på GymDanmarks INSTAGRAM
Debut i TIVOLI
I blandt de mange rutinerede gymnaster, skilte 10 piger fra Team Ovia sig ud. Grand Prix micro-holdet fra Farum Gymnastikforening slår normalt sin folder på konkurrencegulvet, men i dag stod de på TIVOLIs store scene for første gang. I et flot program mixede pigerne balance og spring med den æstetiske akro. Holdets koreografi, musik og dragter var inspireret af H.C. Andersens eventyr om den standhaftige Tinsoldat. En herlig og charmerende opvisning af de yngste gymnaster (6-8 år).
Forud for i dag, havde gymnasterne glædet sig meget. Med sommerfugle i maven indtog de scenen på smukkeste vis foran et begejstret publikum, som nemt kunne få øje på de funklende stjerner i pigernes øjne. Træner Matilde, som i over over 10 år har været træner i Farum GF lægger vægt på at pigerne primært skal have det sjovt og siger:
Om det er konkurrence eller opvisning betyder ikke det store, det vigtigste er glæden i bevægelserne. Pigerne har glædet sig helt vildt til at stå på scenen i TIVOLI i dag, og opbakningen fra publikum er selvfølgelig med til at skabe en helt særlig oplevelse.
Se klip fra dagens opvisninger på GymDanmark Facebook her
Tivoli-dyst – en herlig tradition
Vanen tro var alle deltagene gymnaster inviteret til at dyste med i den efterhånden legendariske Tivoli-dyst, hvor gymnasterne dyster mod hinanden i en konkurrence med årskort til TIVOLI på spil.
I år blev der dystet i håndstand, armstræk, katete og Y-balance.
Stor TAK
Et arrangement som ‘GymDanmark i Tivoli’ kan ikke gennemføres uden det store engagement fra alle de mange frivillige, trænere, ledere og selvfølgelig gymnaster. STOR TAK til jer ALLE – vi glæder os allerede til næste år – og ja, vi har naturligvis bestilt det gode vejr igen.