Bronze til Danmark ved NM i Idrætsgymnastik
Et stærkt samarbejde mellem GymDanmark og de to samarbejdsforeninger Farum GF og Gymnastikforeningen Gefion, lagde rammerne om et flot konkurrencesetup denne weekend. Mange havde fundet vej til Farum Arena og sikrede en festlig og stemningsfuld kulisse for de 55 idrætsgymnaster fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island og Færøerne.
SENIOR
Bronzemedalje til dansk All-around gymnast
I kvindernes konkurrence var danskerne oppe imod stærke nordiske konkurrenter. Rutinerede Mette Hulgaard havde en rigtig flot AA-konkurrence, og viste at flere årtier i denne sport har givet mulighed for at finpudse øvelser for at sikre, at alle detaljer kommer på plads. Med gode stabile øvelser i alle fire redskaber, lykkedes det den 29-årige idrætsgymnast at vinde bronze i den eftertragtede All-Around konkurrence. De øvrige danske senior kvinder leverede også gode sikre øvelser. Det var også en meget tilfreds landstræner Bernadett Balázs der efter konkurrencen sagde ‘Pigerne leverede rigtig fint, også de yngre seniorer kommer med masser at bygge videre på’.
Senior Kvinder All-Around
1. Jessica Castles (SWE)
2. Thea Mille Nygaard (NOR)
3. Mette Hulgaard (DEN)
3. Sara Davidsen (DEN)
Kvinder All-Around
Kvinder Hold
På herresiden var to danskere med i All-Around konkurrencen, Marcus Bovien Frandsen og Joao Marcus Fuglsig kørte begge flere gode redskaber i et hårdt felt. Frandsen lykkedes med at kvalificere sig til disciplinfinalerne i både Ringe og Barre. Fuglsig havde også en god dag og er i disciplinfinalerne i sin favoritdisciplin spring over hest. Sidste finalepladser gik til Joachim Winther og Jacob Buus i Reck.
Senior Herrer All-Around
- Oskar Kirmes (FIN)
- Sofus Heggemsnes (NOR)
- Stian Skjerahaug (NOR)
Herrer All-Around
Herrer Hold
JUNIOR
Dansk bronze i juniorkonkurrencen
14-årige Camille Lund Rasmussen fra KG66 vinder bronze i lørdagens All-Around konkurrence. En konkurrence hvor niveauet var højt, og hvor danskerne viser en udvikling i opadgående retning, med flere piger på vej. Danskerne havde tilpas sværhed og leverede pæne sikre øvelser, og det lykkedes også for Camille Rasmussen at kvalificere sig til alle fire disciplinfinaler søndag. All-Around konkurrencen blev afgjort på bommen hvor norske Marie Tideman Kanter trak fra og leverede dagens bedste øvelse. Sølvet gik til svenske Tonya Paulsson som også har kvalificeret sig til ungdoms OL i efteråret. Den danske landstræner Bernadett Balázs var godt tilfreds og siger ‘Jeg er rigtig glad for Camilles bronzemedalje. De andre piger mangler selvfølgelig noget erfaring, men det bygger vi op gennem tid’.
Junior Piger All-Around
- Marie Tideman Kanter (NOR)
- Tonya Paulsson (SWE)
- Camille Rasmussen (DEN)
Junior Piger All-Around
Junior Piger Hold
Ungt drengehold
Et ‘ungt’ drengehold med flere debutanter i nordisk sammenhæng repræsenterede Danmark. Drengesidens bedste dansker blev Uffe Høy fra Gefion som kvalificerede sig til søndagens disciplinfinaler på Gulv og i spring over hest. Junior All-Around konkurrencen blev vundet af stor-talentet David Rumbutis fra Sverige som også sikrede sig finalepladser i fire redskaber søndag.
Junior Drenge
1. David Rumbutis (SWE)
2. Stenberg Marcus (SWE)
3. Martin Bjarni Guomundsson (ISL)
Junior Drenge All-Around
Junior Drenge Hold
I morgen søndag gælder det disciplinfinalerne.
Gik du glip af noget?
Kom med bagom konkurrencerne på INSTAGRAM
Se flotte billeder og stemning på FACEBOOK
Mød også gymnaster og fans på GymDanmark Snapchat
Bag om Nordiske Mesterskaber i Idrætsgymnastik 2018
GymDanmark og Furesø kommune står sammen med Gymnastikforeningerne Gefion og Farum GF bag de Nordiske Mesterskaber i Idrætsgymnastik 2018. Farum Arena danner rammerne for de bedste idrætsgymnaster fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige og Færøerne i dagene 30. juni – 1. juli 2018.