To NORDISKE MESTRE ved Junior NM i TeamGym - GymDanmark

To NORDISKE MESTRE ved Junior NM i TeamGym

Det blev en rigtig god dag for dansk TeamGym ved Junior Nordisk mesterskab i Finland. Danmark stillede med seks hold i henholdsvis MIX, PIGE og DRENGE – og på forhånd var ambitionerne og forventningerne til de unge gymnasterne høje, men de indfriede dem alle med flotte og absolut godkendte præstationer. En fælles udfordring for alle de danske hold har været, at der ved dette Nordiske mesterskab blev dømt efter de nye internationale regler – og derved har der været flere ting, som har skulle justeres ind og ændres i forhold til det danske reglement.  

Pigerne fra Bolbro blev Nordisk Mestre og Greve vandt en bronzemedalje
I pigernes konkurrence var det de to hold fra Bolbro Gymnasterne og TeamGym Greve, som var klar til at vise, hvordan udviklingen indenfor TeamGym på pigesiden i Danmark bare er steget i kvalitet. Bolbro hev efter en tæt konkurrence sejren hjem og kan nu kalde sig for Nordiske Mestre 2018, mens pigerne fra Greve vandt en flot bronzemedalje – en helt igennem fantastisk præstation fra begge hold. Sidste gang det blev til guld ved et Junior NM til et pigehold var i 2004 og her var det også Bolbro der hev sejren hjem. 

Vi har i denne sæson et meget ungt juniorhold, og derfor var forventningen, at pigerne skulle blive en oplevelse rigere. Det er derfor lidt surrealistisk, at vi nu står med en guldmedalje om halsen. Planen har været, at pigerne skulle kunne fokusere på sig selv, at man skal komme videre fra et kiks, og at man kan samle sig selv op igen. Det føler vi virkelig i trænerteamet, at pigerne har formået på denne tur. Jeg, som rytmetræner, er enormt stolt over, at pigerne på under en uge har kunnet håndtere at ændre en halv serie for at kunne tilpasse serien til det internationale reglement, samt håndterer justeringer på konkurrencedagen, og stadig formår de at levere en flot præstation, som også belønnes med dagens højeste karakter. Det er netop denne evne til at være fleksible og holde hovedet koldt der gør, at vi ender øverst på sejrsskamlen”, fortæller en lettet og stolt træner fra Bolbro Gymnasterne, Julie Bjørnskov Knudsen.  

Ikke nok med at de to danske pigehold er blandt top 3 i Norden lige nu, så er dette også det bedste resultat nogensinde for de danske juniorpiger ved et Nordisk Mesterskab.

TeamGym Aarhus genvandt titlen som Nordiske Mestre på overlegenvis
I drengenes konkurrence var det de forsvarende mestre fra TeamGym Aarhus og Roskilde TeamGym som skulle forsvare en guldmedalje og en bronzemedalje fra NM i 2016. Det blev en konkurrence hvor der blev vist masser af sværhed og et flot niveau. TeamGym Aarhus kørte et højt og meget stabilt niveau, og der var ingen usikkerhed at spore – og derfor kunne de også med stor sikkerhed og på flottestevis endnu en gang hæve pokalen og kalde sig Nordiske Mestre for 2. gang i træk.

”Sejren er sikret af en gruppe drenge, hvor mange af dem har lavet gymnastik sammen i mange år. Drengene ved hvad det handler om under pres. Det er altid spændende med et nyt reglement, så vi gearede drengene til et sikkert niveau, hvilket 35/36 spring til stå vidner om. Drengene kunne have leveret markant højere sværhed, men det må vente til de bliver senior” Vi er glade for vi vandt alle tre discipliner, det var også en målsætning, fortæller et meget tilfreds Træner Team, Kasper Elgaard, Marc Göttsche Enggaard Kristensen og Christian Valdemar Skibsted.

Roskilde TeamGym lå længe til en bronzemedalje, men måtte se sig slået og endte på en 4. plads efter en godkendt konkurrence.  

NM debutanterne fra GHG TeamGym Herlev vandt sølv
I mixrækken var det GHG Herlev TeamGym og Slagelse GF som skulle forsvare en sølvmedalje fra sidste NM i 2016. Det blev en spændende konkurrence og der blev kamp til stregen. Som dobbelte Danske mestre i mixrækken var det nogle garvede NM-debutanterne, der til sidst kunne hive en sølvmedalje hjem.
”Det blev en meget spændende konkurrence, og ikke mindst en konkurrence efter et helt nyt reglement. Vi vidste at konkurrencen ville blive tæt i mellem GF Fram, Holmen og os. Vi måtte i dag se os slået af GF Fram, men er super tilfredse og stolte over at kunne indtage 2. pladsen til mesterskaberne i Joensuu, Finland”, fortæller en meget glad træner Kenneth Pingel.  

Slagelse GF kunne ikke konkurrere med de fire tophold, og endte med at slutte på en 5. plads.

Find alle resultaterne her 

Juniorpige
– Bolbro Gymnasterne nr. 1
– Greve Gymnastik og Trampolin, TeamGym Greve nr. 3

Juniordrenge
– TeamGym Aarhus nr. 1
– Roskilde TeamGym nr. 4

Junior Mix
– GHG Herlev nr. 2
– Slagelse nr. 5

Spil og vind!

Er du klar på årets juleudfordring? Grib chancen, slå mulvarpene og deltag i konkurrencen og gavekort til Chopar og Fitness Engros.

Spil nu