Dansk tumbler vinder bronze ved World Cup
Danmark stillede med både herre- og damehold i tumbling ved weekendens World Cup i Portugal, og for tre af danskerne lykkedes det at kvalificere sig til finalerne. Sara Raunholt Ørskov (Outrup GUB), David Erbs (OGF) og Adam Matthiesen (OGF) klarede sig bedst i kvalifikationen, og kunne dermed se frem til lørdagens finaler, hvor de otte bedste gymnaster fra kvalifikationen deltager. For Adam Matthiesen blev det dog en kort fornøjelse, idet han måtte trække sig inden finalerne grundet en mindre skade.
Dansk bronze
Danske David Erbs var dog mere end klar til finalerne, og understregede ved at vinde bronze, at han bestemt kan være med i toppen af international tumbling. Det var også en rigtig glad landstræner Michael Moselund-Hansen der efter konkurrencerne sagde ‘David kørte to rigtig fine øvelser med god stil, og som han håber at tage med sig til WAGC (world age group competition) til november. Det er Davids første senior finale, og godt for ham at snuse til finaler på dette niveau’. Guldet blev vundet Mikhail Malkin fra Azerbaijan.
Danske Sara Raunholt Ørskov blev nr. 8 i finalen, som blev suverænt vundet af den stærke Fangfang Jia fra Kina som nogle måske husker fra VM2015 i Odense, hvor hun vandt guld.
Trampolin
Trampolinspringerne Benjamin Salo Kjær og Lucas Chung havde ikke deres bedste konkurrence denne weekend, og det lykkedes dem ikke at kvalificere sig til finalerne.
Resultater
Foto: Michael Moselund-Hansen