Masser af flotte præstationer ved World Gym for Life i Norge - GymDanmark

Masser af flotte præstationer ved World Gym for Life i Norge

I alt 187 gymnaster og trænere tog til Norge med store forventninger og masser af træning i bagagen. Alle danske hold leverede nogle flotte og spændende opvisninger i forskellige kategorier. Ved Gym for Life er alle medaljetagere, da det er således at ens show bliver bedømt om det er en bronzemedalje, en sølvmedalje eller en guldmedalje værd. Holdene vurderes ud fra:

  • Originalitet, variation og nytænkning
  • Underholdningsværdi
  • Helhedsindtryk
  • Teknisk kvalitet

Der er dog et maks. på 14 guldmedaljer, og de 14 hold går videre til Gallaen, hvor den endelige vinder af Gym for Life trofæet findes og i år blev det et hold fra Grækenland, som imponerede med deres vilde og meget udtryksfulde ulveserie (læs mere her – se deres show nederst på siden) 

Unge gymnaster fra Greve viste flot gymnastik
Talentholdet fra Greve Gymnastik og Trampolin deltog i gruppen ”Gymnastics and Dance” for hold over 20 gymnaster. Holdet åbnede Gym for Life Challenge som det allerførste hold og med meget fornemt selskab af selveste Norges Kong Harald. Pigerne gjorde en fantastisk indsat og viste flot gymnastik og med masser af smil på læben. Pigerne blev belønnet med en flot bronzemedalje.

LG Gymnastik leverede to flotte shows
Det første hold fra LG Gymnastik var deres Spring og Acro hold, som stillede op i kategorien ”Large Group with apparaturs”. De leverede et show, som var en blanding af spring på trampet og airtrack sammen med rytmiske og akrobatiske momenter. Holdet vandt en bronzemedalje for deres spændende show. 

Det andet hold fra LG Gymnastik var deres rytmisk hold, som stillede op i kategorien ”Small groups with apparaturs”, som var den kategori med allerflest deltagere nemlig over 40 hold. Pigerne fra LG viste masser af udtryk og spændende øvelser, hvor de kombinerede det hele med sorte vimpler. Holdet opnåede sølv for deres show.

Grevinderne hev både sølv og bronze med hjem
Grevinderne deltog med to hold – deres talenthold og deres elitehold.
Talentholdet var i kategorien ” Small groups with apparaturs”, og det var nogle spændte piger som indtog gulvet, men de gjorde det med masser af power, smil og ikke mindst en masse god gymnastik med både spring elementer, acro og sjippining. Holdet opnåede en bronzemedalje for deres show.

Grevindernes Elitehold deltog i kategorien ” Large Group with apparaturs”, de har for fire år siden fundet guld, da World Gym for Life Challenge var i Sydafrika og gik derved videre til gallaen. I år var der meget hård konkurrence, og holdet leverede et spændende show med utrolig mange forskellige elementer og med masser af power. Holdet fik meget velfortjent en sølvmedalje.

Bellinge Gymnasterne imponerede med deres ”Find Holger” tema
Med et meget klart tema om ”Find Holger” indtog Bellinge gymnasterne hallen med et fantasifuldt og spændende show. Der var masser af anderledes momenter, flotte spring og rytmiske elementer. Holdet fik en flot og velfortjent sølvmedalje for deres show.

Holdene er fra følgende fire foreninger:
LG Gymnastik
Grevinderne, Karlslunde IF
Bellinge Gymnasterne
Talentholdet Greve, Greve Gymnastik og Trampolin

Find mere info her

Pressekontakt: Janne Jelstad, jje@gymdanmark.dk,

 Se hele gallaen her. Vinderne kan ses efter 1 time og 34 min, “The Wolves and the Moon” fra Grækenland 🙂

FAKTA
Hvad
: 3rd World Gym For Life Challenge
Hvornår: 26. – 30. juli 2017
Hvor: Oslo, Norge (Oslo Convention Center)

Hvad er Gym for Life?
Gym for Life er en konkurrenceform, hvor der ikke tælles fradrag og regnes i decimaler. 
World Gym for Life 2017 er det tredje i rækken af internationale Gym for Life konkurrencer – den første blev afviklet i Østrig i 2009, og den anden fandt sted i Sydafrika i 2013. World Gym for Life bliver afholdt hvert 4. år og arrangørerne er FIG.

Spil og vind!

Er du klar på årets juleudfordring? Grib chancen, slå mulvarpene og deltag i konkurrencen og gavekort til Chopar og Fitness Engros.

Spil nu