To sølvmedaljer og en bronze ved VM i Rope Skipping - GymDanmark

To sølvmedaljer og en bronze ved VM i Rope Skipping

I alt havde Danmark hele 28 sjippere fra tre forskellige foreninger (Gug Gymnastikforening, Lillerød Gymnastik og IF32 Glostrup) med til VM og Junior VM, hvilket er det største antal kvalificerede fra Danmark nogensinde. Der var høje forventninger til de danske sjippere inden afrejse og forventningerne blev indfriet i stor stil fortæller formanden for Rope Skipping Udvalget (RSU) Ulla Christensen;

“Hver gang der er VM kommer de store nationer med mange stærke hold. Det er et vildt stærkt felt og alligevel formår vi at holde os kørende. Vi kommer i top ti på Overall holdkonkurrencen, vinder to sølvmedaljer og en bronzemedalje. Det er et stort resultat set i forhold til, at vi fra Danmark er et lille felt afsted. Det er stort at vi kan lave disse resultater og tage medaljer i dette stærke felt – det er bare super godt gået”, fortæller en smilende og stolt Ulla Christensen.  

FANTASTISK VM INDSATS
Med to sølvmedaljer i holddisciplinerne, en samlet top ti placering i Overall holdkonkurrencen og en bronzemedalje i freestyle i den individuelle konkurrence, så blev det en flot indsats af de danske VM sjippere.

Fabelagtig holdkonkurrence med to sølvmedaljer
Holdkonkurrencen i Rope Skipping består af seks discipliner, og der kan både vindes medalje for Overall og medaljer i de enkelte discipliner. Danmarks to sølvmedaljer skulle findes i disciplinerne Single Rope Pair Freestyle og Double Dutch Pair Freestyle. Single Rope Pair freestyle består af to sjippere med hvert deres tov, som skal udføre deres sværheder synkron, og Double Dutch Pair freestyle består af fire sjippere, som har to tove og skal udføre forskellige sværheder sammen. Det var holdet fra Gug Gymnastikforening som hev de to sølvmedaljer hjem til Danmark. De er et nyt hold, som havde forskellige forventninger til dette VM, men de havde en fælles mission om at skulle markere sig i freestyle-serierne og drømte om medaljer.  

”Vi startede ud med speeddisciplinerne, hvor vi ikke endte så godt i feltet, fordi feltet internationalt er mega stærkt, og speeddisciplinerne er ikke vores force. Derefter lagde vi ud med en freestyle toer serie med en lille fejl, men da vi var færdige, vidste vi at den kunne godt blande sig i medaljerne, hvis vi var heldige at det faldt ud til vores fordel i et stærkt felt. Så lavede vi endnu en freestyle som var meget pæn og lå nogenlunde. Så til sidst lavede vi vores to dobbelt s-serie, dog med et par fejl, men det viste sig at mange af holdene havde presset sværheden rigtig meget i år, så der var også en del fejl hos dem– og så var der en medalje mere til os”, fortæller Christine Møller Jensen, sjipper på Gug og tidligere VM og EM medaljevinder.

Holdet fra Lillerød Gymnastik fik flot en 14. plads i Overall holdkonkurrencen, og med skader optil VM har der været udfordringer med at blive 100% klar. De var derfor super tilfredse med deres præstation efter kun at have trænet sammen i 3 uger. Derudover kom de i top 10 i tre af disciplinerne, Double Dutch Speed som nr. 8 og Double Dutch Pair som nr. 10 og Double Dutch Single som nr. 9.

Bronzemedalje i Freestyle Master
Den individuelle konkurrence består af tre discipliner, hvor der også er både disciplinmedaljer og overall medaljen på spil. Især speed disciplinen er altid en hæsblæsende affære og en publikums favorit. Her gælder det om at hoppe over tovet så mange gange som muligt. I den individuelle konkurrence havde Danmark seks sjippere til start. De to forhåndsfavoritter var den kun 15-årige Mathilde Larsen fra Lillerød og den erfarne Eva Skalshøj fra Gug – og de svigtede ikke. Eva Skalshøj vandt en flot brozemedalje i disciplinen freestyle. Dette var i et yderst stærkt felt, og samletset i konkurrencen Overall blev hun bedste dansker som nr. 16. Mathilde Larsen blev anden bedste dansker og endte som nr. 22. Det var absolut en godkendt indsats af alle de danske deltagere. 

Masser af potentiale hos sjipperne ved junior VM
Hos de to danske juniorhold blev det til en 11. plads til Gug Gymnastikforening og en 13. plads til IF32 Glostrup i Overall holdkonkurrence. En meget godkendt indsats for de unge sjippere. I den individuelle konkurrence stillede Danmark med fire piger fra henholdsvis Lillerød Gymnastik og Gug Gymnastikforening i Overall Master konkurrencen. Den bedst placerede dansker i Overall konkurrencen blev Marie Magersholt fra Lillerød, som blev nr. 11. Den bedste placering i en disciplin blev Anna Enggaard fra Gug, som blev nr. 7 i freestyle. Potentialet hos de unge sjippere er stort og det bliver spændende at følge dem i fremtiden.  

Find masser af billeder og vide på facebooksiden Rope Skipping DK


VM – RESULTATER

Hold disciplinfinaler
Sølv i Single Rope Pair Freestyle: Christine Jensen og Fie Lindschouw fra Gug Gymnastikforening
Sølv i Double Dutch Pair Freestyle: Christine Jensen, Fie Lindschouw, Asta Heltborg, Helene Jensen fra
Gug Gymnastikforening

VM Holdfinale
14. plads
Lillerød Gymnastik: Charlotte Chaffalitzky De Muckadell, Emilie Lykke, Mathilde Larsen, Natalia Nielsen, Sif Arnbjerg-Nielsen
8. plads
Gug Gymnastikforening: Asta Heltborg, Christine Jensen, Fie Lindschouw, Helena Jensen, Mathilde Hammer + Disciplin: Eva Skalshøj og Cathrine Hansen (SR Pairs Freestyle)

Se resultaterne for de enkelte discipliner her og den samlede oversigt over holdkonkurrencen

Individuel Overall
Lillerød Gymnastik:
42. plads Sif Arnbjerg-Nielsen
22. plads Mathilde Larsen
26. plads Charlotte Schaffalitzky De Muckadell

Gug Gymnastikforening:
Eva Skalshøj

Discipliner
Freestyle 
Bronzemedalje til Eva Skalshøj fra Gug Gymnastikforening
19. plads Jannicke Christensen (deltog kun i Freestyle), Gug Gymnastikforening

Speed 30 sec og 3 min
Amalie Jørgensen fra Gug Gymnastikforening, nr. 34 og nr. 46

Se resultaterne for de enkelte discipliner her og den samlede oversigt over den individuelle konkurrence


JUNIOR VM
Holdfinale

11. plads
Gug Gymnastikforening: Frederikke Hellerup, Julie Andersen, Julie Lange, Kirstine Arknæs, Nanna Petersen
13. plads
IF32 Glostrup: Elena Kærgaard, Maja Andersen, Mathilde Petersen, Natasha Vincent, Tatiana Brandli


Se resultaterne for de enkelte discipliner her og den samlede oversigt over holdkonkurrencen

Individuel Overall
Gug Gymnastikforening:
18. plads Anna Enggard
15. plads Pernille Mogensen
31. plads Frederikke Hellerup

Lillerød Gymnastik
:
11. plads Marie Broen Magersholt

Se resultaterne for de enkelte discipliner her og den samlede oversigt over den individuelle konkurrence