DMT-springerne udtaget til EM
Dobbelt mini-trampolin, også kaldet DMT er nyeste skud på en gymnastik-disciplin i Danmark. Den tempofyldte og fascinerende sport fik sit danske gennembrud ved VM i Odense i vinters – og blev en kæmpe succes. Ikke nok med at Danmark stillede med fire springere i hold-konkurrencen, de kvalificerede sig også til finalerne og skrev dermed gymnastikhistorie.
Tre af de fire springere som var med til VM er nu også udtaget til EM i Valladolid i Spanien, nemlig Martin Vibæk Frederiksen, Emil Korfitz Mortensen og Mikkel Skræddergaard. Seneste nye talent som kom gennem nåleøjet til udtagelsen blev August Søndergaard fra GymHelsinge, som også var med til WAGC i vinters.
*4/3-2016 – Grundet skade for Martin Vibæk Frederiksen, er Andreas Godske Nielsen fra OGF i stedet udtaget til EM.
Mere om DMT
Organisatorisk hører DMT hjemme i Trampolinudvalget, og allerede i 2016 får vi de første nationale mesterskaber at se i Danmark. Efter EM i april 2016 er næste store internationale mesterskab VM i Sofia, Bulgarien som afvikles i efteråret 2017.
Bliv klædt på til DMT på under tre minutter – se ‘DMT for dummies’ her
Mere om EM i trampolin, tumbling og DMT 2016
GymDanmark har gymnaster med i alle tre discipliner, læs mere om tumblerne og trampolinspringerne her.