Fantastisk åbning af World Gymnaestrada - GymDanmark

Fantastisk åbning af World Gymnaestrada

Det er femtende gang at World Gymnaestrada afholdes, men første gang at gymnastikfestivallen afvikles i Finland. Den 12. – 18. juli 2015 forvandles Helsinki til et sandt inferno af gymnastik og bevægelse. 

Danske gymnaster fra foreninger i hele Danmark, repræsenterer Danmark ved dette storslåede gymnastikevent, som med 21.000 deltagere fra hele verden (mere end dobbelt så mange deltagere som ved OL), skaber verdens største gymnastikevent.

Jytte Storm, næstformand i GymDanmark og delegationsleder siger ‘Det er umuligt at beskrive med ord hvordan det opleves at være med i World Gymnaestrada, det skal opleves’. Det er femte gang at Jytte Storm er med, og denne gang er forventningerne ikke mindre af den grund. ‘En uge med gymnastik som bringer mennesker sammen om en fælles passion, nemlig gymnastikken, er noget jeg ser frem til hver eneste gang med største glæde. Vores 850 danske gymnaster vil  repræsentere en bred vifte at gymnastikken i GymDanmark, og det er noget vi kan være stolte af’ siger hun med et stort smil på læben.

Forrygende åbning
Efter sidste års storstlåede åbningsceremoni i Scweiz, var der noget for de Finske arrangørere at leve op til. På fornem vis sprang, dansede og bevægede gymnaster i alle aldre og genre sig i flotte formationer til betagende musik, og sikrede dermed World Gymnaestrada 2015, den bedste start på en uges begivenheder.

Mere om at glæde sig til
Endnu et historisk kapitel bliver skrevet i gymnastikhistorien, når gymnasterne i den kommende uge tager publikum med på en gymnastikrejse i særklasse. Med over 1.000 opvisninger, 200 timers gymnastik og med hjælp fra over 3.000 frivillige er der i den grad noget for de mange deltagere og publikummer at blive imponerede, inspirerede og underholdt af.

Hvad ugens mange opvisninger vil bringe har vi endnu til gode at opleve, men et er sikkert, World Gymnaestrada 2015 vil også denne gang, blive en oplevelse for livet.

Danskerne ved World Gymnaestrada 2015

  • Bellinge Gymnasternes Performance Team består af piger fra 8 år. De er et stort opvisningshold, der både laver rytme og spring.
  • Classic Ladies er det største danske fælleshold med 125 gymnaster. Det er rytmeholdet for de erfarne opvisningsgymnaster og sammensat af gymnaster fra hele landet. Classic Ladies har som det eneste danske hold, opvisning på det store stadium.
  • Classic Senior er et sammensat fælleshold af gymnaster. Classic Senior er M/K-rytmeholdet for erfarne gymnaster, de fleste har lavet gymnastik hele livet.
  • Gjellerup Sdr. er et stort opvisningsmixhold, der både laver spring og rytme. De skal udover de indendørs opvisninger også være en del af FIG Gala. Nogle af gymnasterne er Danmarksmestre 2015 i TeamGym.
  • Karlslunde IF deltager med Grevindernes internationale showteam, som laver både rytme og spring. Grevinderne har med sine 38 rejser gemmen 35 lande på 4 kontinenter med mere end 800 internationale og nationale shows stor erfaring. Del af Nordisk Aften
  • GYS87 er et M/K-rytmehold. Selve navnet GYS87 er en forkortelse af Gymnaestradaholdet 1987. Gymnasterne er mellem 30-50 år fra Fyn/Syd- og Sønderjylland.
  • Krejbjerg Parhold er et rytmehold, der har bestået i 38 år. Gymnasterne føler sig stadig lige så unge som dengang de startede, og regner med at forsætte til de er omkring 120 år.
  • LG Gymnastik deltager med GymStar Performance Team, som består af 70 talenter mellem 9 og 25 år. Holdet er et mixhold, og de laver både rytme, spring og akrobatik.
  • Ollerup, Gymnastikhøjskole deltager med 115 danske og internationale elever. Deres opvisninger består af dans, rytme og spring, og særligt udvalgt til at deltage i det nye event Midnight Sun Special.
  • Ringsted IF deltager med Ringsted-Boys DK. De er et rent drengehold, der både laver rytme og spring. De er en del af nordisk aften.
  • Talent Team Greve fra Greve Gymnastik og Trampolin består af piger i alderen 7 til 14 år, der både laver rytme og spring.
  • Team Hot’n Sweet er et fælleshold skabt i samarbejde med Vordingborg GF, med gymnaster fra Vordingborg, Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster. Det rutinerede M/K-hold har en gennemsnitsalder på over 60 år.
  • Team Taiso er et fynsk rytmeopvisningshold for kvinder med plads til alle.
  • Team Turbo er fra Stenmagle-Nyrup IF og er et M/K-hold. Holdet er en del af den nordiske aften.
  • Vendelboerne er opvisningshold for mænd og kvinder i alderen 50 til 80 år.

 

Følg danskerne ved World Gymnaestrada her

Mere om Gymnaestrada
World Gymnaestrada er verdens største gymnastikevent – Gymnastikopvisningens OL – og arrangeres af FIG (International Gymnastics Federation). Hvert fjerde år mødes over 20.000 gymnaster fra hele verden til denne forrygende event med fokus på opvisning, samvær, galla, og frem for alt – gymnastik. Det er et samarbejde mellem GymDanmark og DGI Gymnastik og Fitness, der har sikret muligheden for alle danske gymnaster at deltage i Gymnaestrada 2015.