DM i Grand prix 2015
Af Cecilie Leick
Det var fem meget tilfredse og glade hold, der i lørdags kunne drage hjem, med en guldmedalje om halsen efter DM i Grand Prix. Weekendens konkurrence var forbeholdt de ældste gymnaster, og der blev derfor konkurreret i henholdsvis junior-, tweens 1 division-, senior 2 division-, senior fri 1 division-, og senior 1 divisionsrækkerne
Bemærkelsesværdige seniorvindere
Særligt var det bemærkelsesværdigt at Team Taastrup (Tåstrup IK) formåede at hivet guldet hjem i senior 1 division, efter en fremragende redskabsserie, der placerede dem hele 2 point i front af Team Luna (Greve), der ellers tog guldet ved sjællandsmesterskaberne i marts måned.
”Dagens højdepunkt var uden tvivl da årets danske mestre i senior – TIK Taastrup skulle på gulvet med deres tøndebåndsserie. Det var en meget flot og velgennemført serie med masser af svære kast, spring og udvekslinger, som kræver enorm præcision af pigerne – men alt lykkedes, og tilskuerne var helt oppe under loftet – salen kogte nærmest, da pigerne sluttede deres serie med et højt kast som risikomoment” fortalte formanden for Rytmisk Gymnastik, Hanne Jensen, efter konkurrencen.
Se billeder og video fra konkurrencen på GymFotoVideo
Flotte karakterer
I senior fri 1 division vandt Team Zelda (Espergærde) med en overbevisende flot serie og hele 15,60 point totalt.
Anderledes stod det til i senior 2 division, hvor Team Auga (GF Øbro) lige overhalede Team Alpha (GF Køge Bugt) indenom, med en flot redskabsserie, der gav dem guldet.
Trods et forholdsvis tæt løb i Tweensrækken vandt Team Kyatit (Taarup Paarup IF) med en meget overbevisende og sikker serie. Mens Team Amelit (Greve) hev guldet hjem i juniorrækken, med en blandt andet fantastisk flot frikarakter på hele 14,50 point.
Se alle karakterer og resultater her
Et enkelt tab kan afgøre alt
”Der var højt flot niveau i alle rækker, og spændende at se serierne med håndredskab, som jo ofte er dér hvor tiende-delene bliver afgjort. Et enkelt tab kan betyde knald eller fald – men set fra tilskuerbænken lykkedes alt meget fint, og man kan se at der er lagt mange timer i gymnastiksalen hele sæsonen igennem. Også siden 1. runde af DM i februar måned er der sket noget – niveauet er helt klart steget” afslutter Hanne Jensen og understreger, at hun håber at se lige så mange dygtige gymnaster næste år.