Samarbejdsaftale om OL 2020
GymDanmark har indgået et samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, hvor målet er deltagelse af danske gymnaster ved OL i Tokyo i 2020.
Det helt konkrete mål med det nye samarbejde, der startede ved årets begyndelse, er at GymDanmark både skal få en kvindelig og en mandlig idrætsgymnast kvalificeret til OL om fem år. OL-deltagelsen skal sikres gennemopbygningen af en større talentmasse med bedre grundforudsætninger, bedre trænere samt et forpligtende samarbejde mellem de implicerede parter.
GymDanmark har hentet inspiration hos andre europæiske lande, der tidligere har haft gymnaster kvalificeret til OL. Projektet er et eksempel på GymDanmarks prioritering af eliteområdet, eksempelvis har idrætsgymnastik indført en ny konkurrencestruktur og implementeret ATK.
Med DIF’s bidrag til projektet vil det blive muligt for de bedste gymnaster at udvikle sig yderligere frem mod OL-kvalifikationen, der finder sted i 2019. Helt præcist betyder bidraget, at udvalgte gymnaster får mulighed for at deltage i flere internationale konkurrencer i årene frem mod kvalifikationen, der kan værre medvirkende til, at GymDanmark opnår olympisk deltagelse for både mænd og kvinder i 2020.