Scandinavian Open i Haslev med danske medaljetagere
Af: Josephine Iversen
Især i juniorrækkerne leverede danskerne gode resultater, og tog 3 medaljer ud af i alt 6. Hos junior drengene leverede danske Benjamin Kjær, HTT, en suveræn øvelse, og lagde sig øverst i feltet med den højeste score, og hele 4 point ned til nummer 2. I finalen gennemførte Benjamin endnu en flot fri øvelse, og vandt dermed junior rækken. Sølvmedaljen blev vundet af Robin Hartey fra klubben Olga i Storbritannien, og endnu en dansker, Carl Emil Jernov fra Springteam Nordjylland løb med bronzemedaljen. Den anden dygtige herre juniorspringer, Martin Wagner, deltog ikke i konkurrencen, da han desværre havde forstuvet sin fod. Martin prøver at komme sig hurtigst muligt over sin skade, for at være klar til konkurrencerne i 2015.
Om sin flotte, velfortjente sejr siger en glad og stolt Benjamin Kjær: ”Det er bare super fedt, jeg havde slet ikke regnet med at lave så høj en score, så jeg er bare rigtig glad!”
Læs mere om talentfulde Benjamin her
I juniorrækken for kvinder hentede det unge talent, Sara Lindahl, også sejren hjem til Danmark. I de indledende runder lavede Sara to rigtig gode øvelser, og lagde sig i spidsen. Der var knap et halvt point ned til nummer 2, og det var derfor en utrolig tæt konkurrence, og det skulle blive spændende at se hvordan finalen ville forløbe. I finalen udførte Sara en god øvelse, men det gjorde konkurrenten fra de indledende konkurrencer også, og med knap et point mindre end guldvinderen Kirsty Way fra Olga, Storbritannien, endte Sara på en flot anden plads. Tredjepladsen gik til hollandske Bloem Schmitz, fra klubben Apeldoorn.
Senior med comeback
I seniorrækken for damer så de indledende runder rigtig spændende ud. Maila Walmod viste at hun endelig var tilbage igen på det internationale plan efter en langvarig skade, og gjorde flot comeback. Hun lagde sig samlet set nummer 2 i de indledende runder, og lavede 2 gode veludførte øvelser. Lige efter Maila, og som nummer 3, lå danske Helena Mogensen, hun leverede også to flotte øvelser. I finalen måtte Maila desværre se sig slået, da hun endte med et ærgerligt kiks. Helena Mogensen, KTK, bevarede dog sin flotte position, og endte op med sølvmedaljen om sin hals. Seniordame rækken blev vundet af hollandske Bo Bet fra Triffis Alkmaar, og tredjepladsen gik til Hanna Rydén, LEVO.
I seniorrækken for herrer var de indledende runder lige så spændende, som hos damerne. Christian Andersen, HTT, fuldførte sine to øvelser, og lå som nummer to, kun med et enkelt point op til nummer 1. I finalen var forventninger høje til Christian, men desværre kiksede han, og endte derfor ikke med en medalje. Guldet blev vundet af Dario Aloi fra Milano 200, sølvmedaljen af svenske Måns Åberg, og bronzemedaljen af Elliot Storey, fra Olga i Storbritannien. Den danske trampolin profil, Daniel Præst, deltog også i senior rækken, men kiksede desværre. Daniel er dog i sit livs form, så det skal blive spændende at se hvordan han klarer de internationale konkurrencer i 2015.
VM på hjemmebane til vinter
Scandinavian Open var en af de første internationale konkurrencer i 2015, og var et godt udgangspunkt for at forbedre sig, og få rutine i konkurrence, frem mod VM på hjemmebane til november. Du kan læse alt om det spændende kommende VM, på den officielle VM hjemmeside her.
Hvis du vil følge med i løbet af året som optakt mod VM, kan du følge den officielle Instagram, hvor brugeren hedder: worldchampionship2015. Brug hashtag #wch2015 #allfortrampoline #worldchampionship2015
Billetter til VM kan købes direkte via billetnet – klik her