SG vinder idrætspris
I TV-showet -Sport 2014- hvor sportsfolk og frivillige i foreningslivet blev hyldet, blev Svendborg Gymnastikforening og SG-Huset hædret med den eftertragtede pris -Danskernes Idrætspris- lørdag aften. En pris der hylder lokale idrætsinitiativer.
Udvalgt blandt hundredevis af indstillinger
219 initiativer blev indstillet til Danskernes Idrætspris, og herefter afgav danskerne 40.378 stemmer, der afgjorde, hvilke ni regionale initiativer der skulle gå videre i konkurrencen. Kun tre gik videre til den endelige afstemning og her var Gymnastikforening og SG-Huset i blandt.
Derfor vandt Svendborg Gymnastikforening
Den endelig vinder er udvalgt på baggrund af en række faglige kriterier, herunder et højt ambitionsniveau såvel på idéplan som i udførelsen, en effektiv brug af midler samt en nyskabende karakter, der kan være til inspiration for andre.
Læs mere om baggrunden for nomineringen her
Den lokale idræt betyder rigtig meget
-Vi er overvældet over den store opbakning, der er til prisen. Der er blevet indstillet 219 initiativer, som samlet har modtaget over 40.000 stemmer. Det viser, hvor meget den lokale idræt betyder for danskerne, og det har ikke været en nem opgave for os at vælge mellem de mange flotte initiativer. De tre finalister, som vi har udvalgt, bidrager på hver deres unikke måde til at skabe både aktivitet og sammenhold i lokalsamfundet, og så rummer de et aspekt af nytænkning, der helt sikkert kan være til inspiration for mange,- siger Niels Nygaard, formand i DIF.
Hvad er Danskernes Idrætspris
Danskernes Idrætspris går til et initiativ, der i særlig høj grad har gavnet den lokale foreningsidræt. Alle danskere kan nominere initiativer. Vinderen modtager Danskernes Idrætspris ved DRs show SPORT 2014. En fast og betydningsfuld tradition, der finder sted for 14. gang i alt – og for 5. år i træk fra hele Danmarks multiarena, Jyske Bank BOXEN.