TeamGym er et skridt tættere på at blive en del af Det internationale Gymnastik Forbund (FIG) - GymDanmark

TeamGym er et skridt tættere på at blive en del af Det internationale Gymnastik Forbund (FIG)

TeamGym er en disciplin, hvor især de Nordiske lande og specielt Danmark står stærkt og har en lang tradition, men der har længe været et ønske fra GymDanmarks side om at udbrede og ikke mindst udvikle TeamGym. Arbejdet har især handlet om at få flere lande til at deltage, men også brede disciplinen ud over Europas grænser.

På FIGs bestyrelsesmøde tilbage i starten af marts måned var præsidenten for TeamGym i UEG Per Sjöstrand tilstede, for at holde et oplæg og præsentere bestyrelsen for TeamGym.  I tiden herefter har specielt Danmark været proaktive og bidraget med viden og support til FIG og ikke mindst UEG. Vicepræsident i FIG Nellie Kim var i Danmark ved TeamGym DM tilbage i juni i Brøndby Hallen, for at se på, hvordan et set-up for TeamGym ser ud, samt få en masse viden og erfaringen. Nellie Kim deltog ligeledes ved EM i TeamGym for 3 uger siden i Portugal. Og nu står det så helt klart, at FIG ønsker at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal analysere og arbejde med TeamGym, og derved skabe et grundlag for at diskutere om TeamGym skal implementeres i FIG senere hen. Som et led i denne process bliver EM i TeamGym 2020 i Ballerup Super Arena derved også et åbent EM for hele verden. 

”Det er en enorm stor sejr for Danmark at vores hårde arbejde omkring at få TeamGym anerkendt i FIG endelig begynder at vise resultater. Det er et stykke politisk godt håndværk vi samlet set har fået udført fra forbundets side, hvor specielt også indsatsen fra næstformand Lene Christiansen og Max Andersen fra udvalget for TeamGym skal have stor ros. Vi glæder os til at kunne byde hele verden velkommen til EM i TeamGym 2020 i Ballerup”, fortæller Forbundsformand i GymDanmark, Anders Jacobsen.

EM i TeamGym bliver afviklet d. 14-17 oktober 2020 i Ballerup Super Arena i samarbejde med Ballerup Kommune og Sport Event Denmark.