GymTræner 1 – Speciale – Rytme, TrænerCamp Horsens - GymDanmark

GymTræner 1 – Speciale – Rytme, TrænerCamp Horsens

1 okt - 2 okt 2022

Speciale i rytme for dig, der har gennemført GymTræner 1 – Basis

Adresse BGI Akademiet, Gramvej 3, 8783 Hornsyld
Tilmeldingsfrist 1. september 2022
Pris for medlemmer kr. 3.495
Pris for ikke medlemmer kr. 6.990
Eksternt ID 2237003

På specialet Rytme kommer du i dybden med netop den gymnastikgren, du underviser i til dagligt. Du bygger ovenpå det, du lærte på GymTræner 1 – Basis, både i forhold til teori og praktik. Her er der fokus på de praktiske elementer, der specifikt henvender sig til dig som rytmiske træner, fx kropsbevægelse og balancer. Du kommer i dybden med undervisningsmetoder, formidling og træningsplanlægning, så du er helt klar til at undervise dit hold hjemme i foreningen. På uddannelsen kan du vælge mellem to forskellige moduler: Håndredskab og rytmiske TeamGym-momenter.

Målgruppe

For dig som har gennemført GymTræner 1 – Basis, og som ønsker at specialisere dig indenfor Rytme

Sammen er det sjovest!

Din uddannelse er en del af TrænerCampen. Det betyder, at du møder mange andre, der også brænder for gymnastik.

Læs mere

Hør Louise fortælle om denne uddannelse

Video
  • Forberedelse inden uddannelsen

    1. Genopfrisk din viden fra GymTræner 1 – Basis

    På uddannelsen forventes det at du har godt styr på de begreber du har lært på GymTræner 1 – Basis. Derfor er det vigtigt at du inden uddannelsen genopfrisker din viden fra Basis ved enten at gennemgå de 11 e-læringsmoduler på ny eller læser dit GymTræner 1 – Basis-hæfte.
    Du finder dine e-læringsmoduler på www.ie.dif.dk. – Dit brugernavn er din mail og hvis du har glemt dit password, kan du klikke ”glemt password” og få tilsendt et nyt.

    2. Genopfrisk dine refleksioner fra GymTræner 1 – Basis

    Derudover vil vi bede dig opfriske dine refleksioner fra hjemmeopgaven efter Basis (afleveret i Padlet), da de vil blive sat i spil på uddannelsens første dag.

    * Har du gennemført GymTræner 1 – Basis i sæson 17/18 har du ikke afleveret refleksionsopgave, men forbered spørgsmålene herover. Du har til gengæld lavet en hjemmeopgave med fokus på opvarmning og grundtræning. Du kan med fordel bruge noget fra denne opgave til din opvarmning/grundtræningsaktivitet jf. planen.

    3. Opvarmning/grundtræningsaktivitet

    Du skal undervise dine uddannelseskammerater i opvarmning/grundtræning. Din underviser tildeler dig en aktivitet, du skal stå for og har på forhånd fastsat, hvilken efterfølgende aktivitet, dit valg af aktivitet skal målrettes mod samt undervisningsform (induktiv/deduktiv). Målgruppen vælger du selv (fx kan du tage udgangspunkt i de gymnaster, du underviser til dagligt).
    Du introducerer kort dit valg af aktivitet (formål, målgruppe) og underviser så herefter. Afslut kort din undervisning med at redegøre for undervisningsmetode, organisering, fokuspunkter og forudsætninger. Der er afsat 2-3 minutter til undervisningen og 2-3 minutter til efterfølgende diskussion som underviseren faciliterer.

    4. Uddannelsesmateriale

    Til det valgte speciale er der ligeledes et teorihæfte, som du forventes at have læst inden du møder på uddannelsen.

  • Indhold
    • Akrobatiske elementer på gulvet
    • Opsamling fra Basis på trænerrollen, træningsplanlægning og ansvarlig udvikling
    • Kort introduktion til håndredskaber med fokus på brug i opvarmning og leg
    • Kropsbevægelser
    • Musik, styrke og smidighedstræning
    • Balancer og pivoter
    • Spring over gulv
    • Træningsplanlægning
    • Valgmodul; Vælg mellem Håndredskaber eller Rytmiske TeamGym-momenter
  • Certificering

    Uddannelsen afsluttes med en praktisk undervisningsøvelse. Det tilstræbes at undervisningen bliver at en gruppe gymnaster.
    Formålet med øvelsen er at kunne sammensætte en træning tilpasset målgruppen med et udtrukket emne.

    Du skal kunne vise:

    • Brug af billedsprog
    • Teknik
    • Leg
    • Progression
    • Fornuftig rollefordeling

    Der vurderes om du har godt styr på både materialet fra GymTræner 1 – Basis og GymTræner 1 – Specialedel – Rytme

    Øvelsen vurderes bestået / ikke bestået.

  • Undervisere på uddannelsen

    Freja Willads Haack

    Bevægelse er min store passion, og jeg nyder at give bevægelsesglæde, -entusiasme og -viden videre til andre. Efter afsluttet bachelor i Idræt fra Københavns Universitet læser jeg nu en kandidat i humanistisk-samfundsfaglig idrætsvidenskab, med særlig interesse for emner om kropslig læring. Jeg har desuden en 200 timers yogalæreruddannelse fra LagoCph samt diverse kurser fra GymDanmark og DGI.
    Jeg har undervist i rytmisk gymnastik og bevægelse i over 10 år, herunder børne-tumle-hold, konkurrencehold for børn og unge (Grand Prix, RSG, AGG, TeamGym), DGI-landsdelshold, opvisningshold for voksne samt almen funktionel træning for ældre. Dette bliver mit tredje år som instruktør på GymTræner 1 – Rytme-uddannelsen.
    Som underviser går jeg op i at skabe bevægelsesglæde og kropsforståelse hos modtagerne gennem en varieret træning. På træneruddannelsen går jeg ind for at ”prøve på egen krop”, idet vi lærer gennem kroppen – også som instruktører. Dette sammenholdt med refleksioner over hvad vi gør som trænere, hvorfor vi gør det og hvordan vi gør det.
    Jeg håber således, at deltagerne går fra kurset med nye oplevelser af egen krop, refleksioner over sin praksis og rolle som træner samt inspiration til fokuseret, varieret og sjov træning i rytmisk gymnastik.

    Clara Steensen Ravn

    Jeg elsker at bevæge mig og bruge min krop. Jeg bliver glad helt ud til fingerspidserne af det. I bevægelsen finder jeg både min energi og mit overskud. Og jeg nyder at kunne dele ud af min glæde og erfaring, som jeg har erhvervet mig som instruktør gennem godt 10 år. Jeg har som underviser været igennem de fleste forskellige hold og aldersgrupper, da jeg har undervist i alt fra familiehold til 16+ i både spring/rytme/dans på forskellige niveauer samt lidt skæg og ballade ved siden af (når en god idé som fx cheerleading har budt sig på banen). Jeg er uddannet i diverse kurser fra både GymDanmark og DGI (instruktør-, kompetence-, vejleder- og inspirationskurser), og jeg er endvidere ved at uddanne mig til læge, hvilket også forklarer min store interesse i kroppen og dens mange funktioner.

    Som underviser er det enormt vigtigt for mig at danne et trygt rum, hvor alle føler sig velkomne og set, både når det kommer til kursister og gymnaster, da jeg ser det som en selvfølge for at opnå den gode dialog og indlæring. Derudover er det også en vigtig kvalitet for mig at videregive til de kommende instruktører, da jeg selv som gymnast har erfaret, hvor vigtig det er for det gode træningsmiljø.
    Jeg ser dog først dette som en mulighed, når man som instruktør føler sig kompetent og sikker i sin undervisning, så man kan tage hånd om, udvikle og videregive til sine gymnaster. Derfor er det dén følelse, jeg gerne vil give deltagerne med hjem i rygsækken. Så de med ro i maven kan hive deres gå-på-mod frem og give den gas i hallerne med følelsen af, at de ved, hvad de kan og hvor de skal starte. Derudover værdsætter jeg engagement og positivitet højt, da jeg simpelt mener, at det giver ophav til den bedste stemning. Et smil og et åbent sind er i min optik den bedste icebreaker.