TrænerCamp Svendborg - Rytmisk Gymnastik - GymDanmark

Grand Prix Rytme TrænerCamp Svendborg - Rytmisk Gymnastik

På TrænerCampen i Svendborg d. 10.-11. september har vi samlet en stribe uddannelser og specialkurser til dig, der arbejder med Rytmisk Gymnastik.
Tilmeld dig

Lørdag - klik på pilene og se beskrivelserne

  • Rytmisk grundtræning

    Er du lidt træt af at lave de samme øvelser og tekniske gennemgange af de rytmiske grundelementer? Eller mangler du ny inspiration til rytmisk grundtræning? Så er dette kurset for dig. Kurset vil komme ind på, hvordan du som instruktør kan blive stærkere i at undervise i de tekniske elementer, samtidig med at du kan gøre din træning endnu mere spændende og lærerig. Dette kursus vil tage udgangspunkt i Grand prix-bevægelser.
    Målgruppe: Nyere Grand Prix-trænere
    Underviser: Karoline Lender

  • Rytmisk Sports Gymnastik gennem dommerens øjne

    Kom og bliv klogere på hvordan dommerne vurderer dine serier, når de sidder bag bordet. Der bliver mulighed for at stille spørgsmål og diskutere, hvordan man kan bruge reglementet til sin fordel.
    Målgruppe: Trænere inden for Rytmisk Sports Gymnastik
    Underviser: Nicoline Sachmann, FIG-dommer

  • GymTræner 1 – Basis (varer to dage)

    Først step på vejen til at blive en dygtig træner. Der er fokus på at undervise børn, og på at kunne stå for den daglige træning med alderssvarende opvarmning og grundtræning.
    Målgruppe: Nye gymnastiktrænere, som skal have ansvar for den daglige holdtræning.
    Undervisere: Lise-Lotte Madsen, Søren Ellehave Olsen og Clara Steensen Ravn

     

  • Overbelastningsskader hos børn og unge

    Hør om projektet JumpSmile, der har fokus på overbelastningsskader hos unge gymnaster. Projektet er halvvejs i forløbet, og her får du et indblik i den nyeste forskning på området. Charlotte Anker er Ph.d.-studerende ved Sports Ortopædkirurgisk Forskningscenter på Hvidovre Hospital (SORC-C) og kommer og fortæller om projektet JumpSmile, der har fokus på overbelastningsskader hos unge gymnaster. Projektet er halvvejs i forløbet og ved dette kursus, får du altså et indblik i den nyeste forskning ang. overbelastningsskader baseret på gymnastik. Tre facts om projektet:

    1. Data i projektet indsamles ved hjælp af spørgeskemaer, der spørger tilbage i tiden, samt SMS-spørgsmål, telefoninterviews og kliniske undersøgelser, gennem hele gymnastiksæsonen 2021-2022.
    2. Projektet vil omfatte ca. 850 gymnaster i alderen 10-30år som deltager ved TeamGym konkurrencer i den nationale Liga eller i Danmarksserien.
    3. Du kan læse mere om projektet her: https://gymdanmark.dk/jump-smile-projektet/

    Målgruppe: Trænere for børn og unge, der træner mere end en gang om ugen
    Underviser: Charlotte Anker-Petersen

  • Løft og kast i rytme

    Du vil på dette modul lære forskellige grebs- kaste- og gribeøvelser, når dine gymnaster sammen skal udføre akrobatiske kast med hinanden.
    Målgruppe: Rytme- og TeamGymtrænere over 15 år og med mindst 2 års trænererfaring
    Underviser:

  • Grundteknik med vimpel og tøndebånd

    Få inspiration til vimpel og tøndebånd, og hvordan man kan arbejde med disse i den daglige træning. Få tips og tricks bl.a. til hvordan man præciserer sin teknik. Kurset er for dig som træner, der gerne vil lære mere om arbejdet med håndredskaber. Der tages udgangspunkt i de to håndredskaber; Vimpel og Tøndebånd.
    Kurset vil inspirere til fundamentale håndteringer og inspirerer til flere måder at arbejde med motorikken samt tips og tricks til indlæring af teknik.
    Hvis muligt medbring gerne egne håndredskaber – og meddel, hvis du skal låne.

    Målgruppe: Trænere inden for Rytmisk Sports Gymnastik og Grand Prix
    Underviser: Nicoline Sachmann, FIG-dommer

  • Det stærke forældresamarbejde

    Bliv klogere på, hvilken rolle forældre har i gymnastik og talentudvikling. I workshoppen hører du både om, hvad forskningen viser, og kommer til at arbejde konkret med, hvordan man kan skabe et godt samarbejde med forældrene. Kurset om forældresamarbejde vil belyse, hvad forskning siger om forældres rolle, og hvordan man kan inkludere forældre mere i en talentudviklingspraksis. Derudover vil workshoppen tage udgangspunkt i situationer, der kan udspille sig i praksis for at gøre workshoppen aktuel og imødekommende for målgruppen.
    Målgruppe: Alle aktører indenfor gymnastik
    Underviser: Marie-Louise Haurum

  • Smidighedstræning for børn og unge

    Hvordan arbejder man bedst med smidighedstræning til børn og unge? Det kan du blive klogere på kurset, som både indeholder teori og praksis. Som forberedelse må du meget gerne have gjort dig nogle overvejelser om, hvordan du, med den målgruppe du underviser, griber smidighedstræningen an, da vi i mindre grupper skal arbejde med smidighedstræning i praksis. På dette kursus kigger vi både på den videnskabelige og praktiske tilgang til smidighedstræning. Hvad anbefaler videnskaben, når vi gerne vil hjælpe vores gymnaster til at opnå deres mål? Hvorfor er hofteleddets anatomi vigtig at kende lidt til, og hvornår er vores gymnaster særligt udfordret/sårbare i forbindelse med smidighedstræning? Hvilke former for smidighedstræning findes der, og hvordan arbejder vi bedst med disse i praksis? Alt dette kommer vi omkring på dette kursus. Da Charlotte tidligere har været ansat som fysioterapeut på Den Kongelige Ballet og Det Kongelige Teaters Balletskole, vil de erfaringer hun har sig fra ballettens verden også blive delt med kursusdeltagerne.
    Målgruppe: Erfarne trænere med indgående kendskab til grundtræningsprincipper
    Underviser: Charlotte Anker-Petersen

Søndag - klik på pilene og læs beskrivelserne

  • Ballet som en del af grundtræningen

    Vil du blive klogere på, hvordan du kan inddrage ballettens smukke bevægelser i din daglige træning.? Få tips og tricks til at kunne undervise i ballettens basisbevægelser.

    Målgruppe: Trænere, der ønsker inspiration til, hvordan ballet kan bidrage til grundtræningen

    Underviser: Nanna Heinrichson

  • Håndredskaber for øvede

    Den ukrainske træner Yuliya Sokolova, er i Danmark og deler ud af sin viden og erfaring med trænergerningen i den rytmiske gymnastik. Kom og få inspiration til håndredskaber med fokus på AD’er og risici.

    Målgruppe: Trænere inden for Rytmisk Sports Gymnastik og Grand Prix Rytme

    Underviser: Yuliya Sokolova

  • GymTræner 1 – Basis (fortsat fra lørdag)

    Først step på vejen til at blive en dygtig træner. Der er fokus på at undervise børn, og på at kunne stå for den daglige træning med alderssvarende opvarmning og grundtræning.
    Målgruppe: Nye gymnastiktrænere, som skal have ansvar for den daglige holdtræning.
    Undervisere: Lise-Lotte Madsen, Søren Ellehave Olsen og Clara Steensen Ravn

  • Sæsonen skal planlægges – hvad gør jeg?

    Vil du blive skarpere på din træningsplan til kommende sæson, så er dette kursus lige noget for dig. Her får du muligheden for at færdiggøre din hold- eller sæsonplan med sparring fra andre og teoretiske input.

    Målgruppe: Nye og letøvede trænere inden for rytmisk gymnastik

    Underviser: Nanna Heinrichson

  • Kropssværheder og hvordan vi lærer dem

    Dette kursus er for alle, der arbejder med kroppen i den rytmiske verden. Der tages udgangspunkt i RSG-sværheder, og hvordan man kan arbejde med dem. Kurset inspirerer til forskellige måder at arbejde med kroppen på, og hvordan man som træner kan indarbejde teknikken i deløvelser.

    Målgruppe: Rytmiske trænere, der gerne vil have ny inspiration til arbejdet med sværheder

    Underviser: Yuliya Sokolova

  • Bæredygtig talentudvikling i praksis

    Hvad er talent og hvad er talentudvikling i et gymnastisk perspektiv? Hvad kræver det for at skabe et stærkt og bæredygtigt talentudviklingsmiljø der kan leve videre år efter år. Rikke vil gennem teori og workshops sætte spørgsmål ved, hvad der skaber det gode træningsmiljø, og hvilke redskaber man kan tage i brug for at fordre til god og bæredygtig talentudvikling lokalt.

    Målgruppe: Holdledere, erfarne trænere og trænere +15 år

    Underviser: Rikke Løwe