PR-pakke - GymDanmark

PR-pakke

Når I starter nye træningstilbud op i jeres forening, er der behov for at komme ud med budskabet, så I lykkes med at fylde holdet.

Helt grundlæggende handler det om, at sætte sig i de nyes sted. Finde ud af hvem de er og hvad der får dem til at møde op. Her på siden har vi samlet nogle gode råd om, hvordan I kan gribe kommunikationsarbejdet an.

Har I behov for yderligere inspiration og viden, så kontakt os.

Åbn dørene

Uanset om det er en ny sæson eller et helt nyt træningstilbud, så er der behov for at række ud til nye medlemmer. Åbn døren for dem og gør dørtærsklen så lav som muligt, så flest muligt får oplevelsen af, at her er der vist et tilbud til lige netop mig.

  • Invitér

    Det kan være et stort skridt at møde op, hvis man ikke kender nogen i forvejen.

    Giv udtryk for, at I gerne vil have nye medlemmer. Skriv og sig: ”Nye medlemmer er meget velkomne”. Lad jeres nuværende medlemmer hjælpe med at sprede det budskab.

    Invitér interesserede på besøg. Mange tror måske ikke, at tilbuddet også er til dem.

    Vær direkte i jeres kommunikation. Sig f.eks.: ”Vi vil gerne have DIG med på holdet”.

  • Gør det let

    Fjern eventuelle barrierer hos nye medlemmer ved at gøre det let at gå til

    Afhold et arrangement, hvor nye medlemmer kan lære jeres nye træningstilbud at kende – så er det først skridt ikke så stort. Hent en guide til den gode arrangement og skabelon til invitation.

    Tilbyd en gratis prøve- eller introduktionstime, så er betaling up-front ikke en barriere. Hent tekstforslag til prøvetime-invitation.

    Fortæl klart, hvad man skal have med f.eks. indendørs sko, og tilbyd at nye medlemmer kan låne evt. udstyr.

  • Sørg for genkendelse

    Det er vigtigt, at nye medlemmer kan genkende sig selv, når I taler til dem.

    Tænk over, hvad nye medlemmer har brug for f.eks. på hjemmesiden. Det er vigtigt, at de kan se sig selv være en del af jeres fællesskab. Se eksempel på holdbeskrivelse  på en hjemmeside.

    Vær bevidst om jeres ordvalg. Undgå ekspertsprog og internt sprog, som de nye ikke forstår.

    Vælg billeder med omhu, når I kommunikerer. De nye medlemmer skal kunne genkende sig selv i forhold til både alder, køn og træningsniveau.

Spred budskabet

Der er et væld af kanaler, når budskabet om et nyt hold eller ny sæson skal spredes. Brug så mange som muligt, men vær bevidst om forskellene og tilret måden at ‘tale’ på, så I udnytter de særlige muligheder hver kanal tilbyder.

  • Involver jeres medlemmer

    De nuværende medlemmer er den bedste kilde til nye medlemmer

    Bed alle nuværende medlemmer tænke over, om de kender det næste nye medlem i jeres forening.

    Gør det let ved f.eks. at give jeres medlemmer materiale, som de kan dele med venner og bekendte. Lad dem f.eks. uddele flyers om arrangementer eller prøvetimer.

    Lav en SMS-besked eller et Facebook opslag, som medlemmerne kan dele i deres netværk.

  • Spred budskabet lokalt

    Med få simple midler kan I blive synlige i jeres lokalmiljø, så nye medlemmer kan finde jer

    Kontaktlokalpressen. Mange lokalaviser vil gerne skrive om lokale foreninger. Hent skabelon til pressemeddelelse.

    Lav aftaler med butikker i lokalområdet om f.eks. at lægge postkort eller hænge plakater op. Hæng f.eks. jeres invitation til arrangementer eller prøvetimer op.

    Undersøg om jeres kommune har steder, hvor I gratis kan dele jeres budskab f.eks. bibliotek, borgerservice og forældreintra.

  • Spred budskabet digitalt

    Facebook giver gode muligheder for at komme ud til mange let og billigt

    Opret en Facebook-side for foreningen (hvis ikke I har en) og skriv en opdatering om det det nye træningstilbud. Brug gerne video, hvor instruktøren fortæller om tilbuddet.

    Opret Facebook-begivenheder f.eks. for prøvetimer – så kan man let dele og tilmelde sig.

    Bed nuværende medlemmer om at dele opslag med venner og bekendte f.eks. på byens lokale Facebook-side.

    Få inspiration og konkrete vink til arbejdet med Facebook

Tips og tricks

Det er vigtigt, hvordan I får sagt tingene til jeres nye medlemmer. Vær præcise og brug korte sætninger. Sæt modtagerne i centrum og tal direkte til dem. Hold dem i hånden det første stykke tid, så der knyttes bånd mellem dem og jer.

  • Timingen er vigtig

    Jeres målgruppe har travlt. Sørg for at gøre det nemt at vælge jer

    Servér kort og præcise budskaber. Skriv f.eks.: Hop, grin og gode venner. Kom i form på vores nye sjippehold for både drenge og piger. Vi træner tirsdag kl. 17 til 18 på skolen. Tag din bedste ven, et par indendørs sko og dit gode humør med. Spørg vores træner Ida (mobilnummer), hvis du har spørgsmål. Vi ses!

    Vælg et tidspunkt, hvor målgruppen har bedst tid til at reagere på jeres budskab f.eks. når de sidder i sofaen om aftenen.

    Angiv træningstilbuddet tid og sted tydeligt, så det er let at planlægge og komme ud af døren.

  • Gør det personligt

    Det er mere sandsynligt, at jeres målgruppe handler på tilbud, hvis de oplever det som personligt

    Gør budskaber og tilbud så personlige som mulige. Skriv direkte f.eks. ”Vi vil gerne have DIG med”. Vær opmærksom på, om I evt. taler til forældre, når målgruppen er børn.

    Sørg for at have en 1:1 kommunikation, så målgruppen ved, hvem de skal tage fat i både før, under og efter træning.

    Aftal med nye medlemmer, at I står og tager imod dem første gang, de kommer til en træning.

  • Fasthold målgruppen

    Det er vigtigt at holde målgruppens motivation ved lige, så de ikke glemmer at komme igen

    Sørg for at følge op på kommunikation til nye medlemmer, så I sikrer, at de har lyst til at komme igen. Spørg f.eks. hvordan de oplevede træningen eller send en ’husker’ inden næste træning.

    Hvis målgruppen forpligter sig til noget, er der større sandsynlighed for, at de gør det. Tal f.eks. om hvordan I evt. træner hen mod noget, I som hold vil gøre sammen.

    Flere vil slå til med det samme, hvis træningstilbuddet har begrænsede pladser eller antal prøvetræninger.

Skabeloner og inspiration

Hent de gode råd om kommunikation som flyer.

Hent guiden til det gode arrangement.

Hent skabelon til arrangements-invitation.

Hent skabelon til prøvetime-invitation.

Hent skabelon til pressemeddelelse.

Hent inspirationskatalog til god kommunikation på sociale medier samt andre måder at rekruttere nye medlemmer på.