Gymnaestrada - afrejseopvisning og workshops - GymDanmark

Gymnaestrada - afrejseopvisning og workshops

Afrejseopvisning og workshops på Gymnastikhøjskolen i Ollerup søndag den 4. juni 

 I samarbejde med Gymnastikhøjskolen i Ollerup inviterer GymDanmark hele den danske delegation til at samles på Gymnastikhøjskolen i Ollerup til en fed dag, hvor vi skal vise hinanden vores Gymnaestrada-opvisninger i Ollerups Arena, lære hinanden lidt at kende og prøve Ollerups fede faciliteter.  

Målet er at vi får en fantastisk dag sammen, hvor vi skal mærke Gymnaestrada-ånden og fællesskabet. 

Vi opfordrer til at alle hold mødes kl. 10.30 til fælles opvarmning, og når opvisningerne går i gang fra kl. 11.00 bakker vi hinanden op fra tilskuerrækkerne. Hvert hold får også mulighed for en kort opvarmning i foyeren ved siden af arenaen inden de går på gulvet.  

 Efter opvisningerne inviteres alle til at deltage i forskellige workshops og aktiviteter som er planlagt af eleverne på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.  

I kan fx vælge mellem:  

  • Spring i springcenteret  
  • Rytme/dans i dansesalen  
  • Bevægelseslege 
  • Svøm og leg i den indendørs pool  
  • Udspring og/eller hygge ved den udendørs pool  
  • Fællessang  
  • Beachvolley  
  • Disc golf (medbring gerne egne discs)  
  • Rundvisning og fortælling om skolens historie  
  • Hyggesnak og kaffe  

Må vi invitere venner og familie med?
Ja selvfølgelig. Vi vil gerne have en masse blandt publikum til at bakke jer op, og alle tilskuere er også velkomne til at deltage i det efterfølgende workshops og aktiviteter. 
Entréprisen for tilskuere er 65 kr. pr. person og giver både adgang til opvisningerne og de efterfølgende workshops/aktiviteter.

Hvad skal forældrene så lave, mens der er workshops og aktiviteter om eftermiddagen?
Forældrene er selvfølgelig også meget velkomne til at deltage i de forskellige workshops og aktiviteter.
Hvis du som forælder, hellere vil bruge tiden på at hyggesnakke med andre forældre og nyde en kop kaffe og et stykke kage, så er det selvfølgelig også en mulighed. 

 Vi glæder os helt vildt til at få en fantastisk dag sammen med jer alle sammen.  

 Siden her vil løbende blive opdateret med flere informationer.  

Program

Skitsen for dagen er:
10.30-11.00: Fælles opvarmning for alle hold
11.00-15.45: Opvisninger
16.00-18.00: Workshops og aktiviteter
18:00: Tak for i dag og evt. ‘to go aftensmad’ med hjem   

Et mere detaljeret program med holdenes opvisningstider følger i start maj.  

Forplejning

Det er tilladt at medbringe egen madpakke til frokost. Der vil også være en ‘kiosk’ på dagen hvor der kan købes pølsehorn/pizzasnegle m.m.  
Hvert hold har også mulighed for på forhånd at bestille ‘aftensmad to go’, som man kan få med til hjemturen, når arrangementet slutter kl. 18.00. Nærmere info følger. 

Workshops

Nærmere beskrivelse af workshops og aktiviteter følger i starten af maj. Hvert hold vil muligvis blive bedt om at forhåndstilmelde sig, så vi har en indikation af hvor mange deltagere der er på hver workshop/aktivitet.