Blogindlæg: Et stille hav har aldrig gjort en god sømand - GymDanmark

Blogindlæg: Et stille hav har aldrig gjort en god sømand

af Udviklingskonsulent Jonas Vestergaard Jensen

For at være en dygtig sømand er det nødvendigt at kunne sejle i stille såvel som rørte vande. Men hvorfor? Svaret er intuitivt: vejret er omskifteligt, man kan ikke styre det, og det er helt sikkert, at man vil opleve begge dele.

Inden for talentudvikling taler man ofte om, jeg selv inklusiv, at talentudviklingsmiljøerne bør tilstræbe at hjælpe atleterne med at gøre vejen mod toppen mulig – og gerne så let som mulig. Vi taler for eksempel ofte om, at vi bør støtte atleter økonomiske, give dem mulighed for brug af forskellige eksperter, flere dygtige trænere eller koordinering af skole og sport, så atleterne ikke selv skal klare det. Men skal man tro den britiske forsker Aïne MacNamara, kan det tyde på, at atleter ofte kan drage fordele af, eller måske ligefrem har behov for forskellige udfordringer for at klare hele vejen til senioreliteniveauet.

Hvad skal det så sige? Den grundlæggende antagelse er den samme som med sømanden. En karriere med sport og måske ligefrem livet i al almindelighed er kendetegnet ved både lette og svære begivenheder. Dermed bliver det et spørgsmål om, hvordan man navigerer i både lette og svære begivenheder og altså ikke et spørgsmål om at undgå eller fjerne de svære.

The Rocky Road to succes

Gennem adskillige studier mener den britiske forsker at kunne se, at langt største delen af de atleter, som når verdenseliten, har oplevet en del modstand undervejs. MacNamara og kollegaer mener derfor også, at det er en fordel for unge atleter at møde svære begivenheder som en del af deres udvikling. The rocky road to succes, som de kalder det.

Men alt med måde. Fra tid til anden hører man, ”hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. Problemet er bare, at nogle ting rent faktisk risikerer at slå os ihjel. Med mindre dramatik betyder det, er der kommer frafald i sporten. Vi ved nemlig, at kritiske begivenheder eller svære udfordringer også er forbundet med stort frafald hos atleter. Og her har vi som trænere naturligvis et stort ansvar.

De kritiske begivenheder skal være funktionelle

Pointen er dog, at det ikke er begivenhederne i sig selv, som har betydning, det er snare et spørgsmål om, hvordan atleterne oplever og reagerer funktionelt på disse kritiske begivenheder, således de får en positiv effekt på atletens udvikling.

Men hvordan undgår vi, at de kritiske begivenheder tager overhånd og skubber gymnasten ud af sporten?

Her mener den britiske forsker, at man som en del af sit praktiske arbejde med talentfulde atleter bør indarbejde funktionelle kritiske begivenheder, som atleterne skal forholde sig til og øve sig i at håndtere. Det er nogle opstillede begivenheder, hvor atleterne under ordnede forhold får muligheden får at arbejde med den stress, det medfører at stå overfor kritiske begivenheder. For træneren er det afgørende at undervise, støtte og teste atletens evner til at håndtere de kritiske begivenheder, så de over tid forfines og justeres som atletens udvikling skrider frem. Og det kan gøres ved både naturligt forekommende og konstruerede udfordringer. På den måde kan man minimere tilfældighedernes spil, når atleterne møder kritiske begivenheder.

Hvordan træner man det i gymnastikken?

Derfor er det vigtigt, at man giver atleterne muligheden for at forberede sig på kritiske begivenheder, ved at opstille nogle kunstige forhold, hvor gymnasten kan øve sig.

Nogle steder arbejder man med simulerede forhold. Altså forhold som er kunstigt skabt, men som skal ligne virkeligheden så meget som muligt. For at blive i sømandsmetaforen, så findes der simulatorbassiner, hvor man kan øve sig i for eksempel at manøvrerer en redningsbåd under nogle meget hårde vejrforhold. Pointen her er som sådan rimelig simpel. Man skaber nogle stressende forhold under kontrollerede omstændigheder for at øve sig i lignende situationer samt at opnå indsigt i, hvordan man reagerer i stressede situationer.

Grundlæggende kan træneren spørge sig selv: Hvilke udfordringer ved jeg, at gymnasterne vil møde? Hvordan vil jeg gerne, at de reagerer ift. denne type udfordringer? Hvordan kan jeg skabe simulation af dette, så de kan øve sig, og hvordan kan jeg graduere og tilpasse den til gymnastens udviklingstrin?

Gymnastikkens simulator

Den mest åbenlyse, og ret velkendte i konkurrencegymnastikken, er konkurrencesimulation. At man, som en del af træningen op mod konkurrencen, simulerer konkurrencesituationen, ved f.eks. at udføre øvelserne i den rigtig rækkefølge og uden stop undervejs. Det kan sagtens være, at det for nogle gymnaster er rigeligt stressende. Men det kan også være, at det for nogle gymnaster ikke er nok. F.eks. kunne man som træner udvide simulationen ved at ændre på rækkefølge, lave koks i musikken, så gymnasterne må starte forfra, eller at man leger med at forstyrre gymnasternes fokus undervejs.

En anden udfordring, som vi ved at gymnaster oplever fra tid til anden, men som måske ikke relaterer sig direkte til konkurrenceresultatet, er, at gymnasten oplever at blive valgt fra. Et bud på simulation kan være, at man som træner sætter den dygtige gymnasten ned på andet holdet eller lave gymnasten stå over ved en konkurrence. Eller i mindre skala, inddeler grupperne i træningssalen forskelligt fra gang til gang.

Det er trænerens ansvar

Det kan ikke understreges nok, at man som træner har et stor ansvar for, at gymnasterne bliver undervist og hjulpet til at forholde sig konstruktivt til de udfordringer, de måtte blive stillet overfor. Det nytter altså ikke noget, at man som træner forsøger sig med at smide en gymnast af holdet under påskud af, at gymnasten selv skal kunne håndtere det. Som med alt muligt andet i gymnastikken, skal gymnasterne have hjælp til at øve sig på de forskellige udfordringer de møder undervejs. Alt andet beror sig på tilfældigheder og kan i værste fald betyde, at gymnasterne falder fra.