Uforglemmelige Gymnaestrada 2015 - GymDanmark

Uforglemmelige Gymnaestrada 2015

21.000 gymnaster fra hele verden forlader Helsinki i netop disse timer. Med i baggagen har de en uges oplevelser af gymnastikinspiration, minder for livet, nye venskaber og relationer på tværs af kontinenter, samt en følelse af at have været med til at skrive endnu et kapitel i World Gymnaestrada-historien.

World Gymnaestrada 2015 i Helsinki/Finland har budt på et hav af gode, sunde og værdifulde oplevelser for gymnasterne, lederne og trænerne, de tusindvis af frivillige og ikke mindst for den lokale finne, som har måtte vige fortovet, stadioner, cafeer og restauranter i hele byen for tusindvis af gymnastikentutiaster.

Den finske himmel under ‘Midnight Sun’
Nogle af højdepunkterne har været de store udendørsopvisninger på de store stadioner. En ny Gymnaestrada-Event fandt sted onsdag aften på det smukke Olympiske stadion. ‘Midnight Sun’ som showet hed var en hyldest til de sene sommeraftener i Helsinki, og genskinnet fra de mere end 5.000 gymnaster som deltog i opvisningen farvede himlen over Helsinki og World Gymnaestrada. Se klip fra Midnight Sun på Instagram (gymnaestrada_dk)

Nordisk Aften med dansk aftryk
En stor del af Gymnaestradaen er de traditionsrige landeaftener, hvor de forskellige lande får muligheden for at lave halvanden times gymnastikopvisning i en hal med plads til flere tusinde tilskuere. Denne aften i ishockeyhallen var der plads til 7.000 tilskuere som var stort set udsolgt. Danmark går sammen med Sverige, Norge og Finland ved ‘Nordisk Aften’, og i år blev det til kraftfuld dansk gymnastik af holdene Ringsted-Boys, Grevinderne, Team Turbo og Ollerup. Se og læs mere her fra Nordisk Aften

Betagende, flot og underholdende FIG-Galla
Også tilskuerne til den traditionsrige FIG Galla – som er en af hovedattraktionerne ved World Gymnaestrada – måtte bøje sig i støvet for den flotte gymnastik der blevet leveret af de 18 lande der deltog. Det er næsten umuligt at udpege nogle enkelte, men det Østrigske hold leverede acrobatik, dans og dramatik så taget lettede i ishockeyhallen. Værtsnationen var repræsenteret af de yndefulde smukke finske piger, hvor tre forskellige æstetiske hold – hvoraf flere af dem har deltaget ved VM – leverede æstetisk gymnastik på allerhøjeste plan. De portugisiske piger optrådte med dramatisk rytme- og springgymnastik til fede Tango-rytmer, som fik publikum helt ud på kanten af stolene. Og sidst men ikke mindst leverede danske Gjellerup Sdr. en smuk, charmerende og underholdende opvisning med fuld knald på både spring og rytme. Læs mere og se videoklip fra samtlige indslag i FIG Galla på Instagram (gymnaestrada_dk) eller se et sammendrag på 10 min her

Se billeder fra alle de danske hold på Facebook her

Se videoklip og stemning på Instagram @gymnaestrada_dk

Alt i alt blev World Gymnaestrada 2015 en fantastisk oplevelse. De finske værter, med omkring 4.000 frivillige, har leveret perfekte rammer for den danske delegation på 850 deltagere. Tilbage er der kun at sige; Tak for denne gang, tak til Finland og FIG for en fantastisk gymnastik-event, vi glæder os allerede til Gymnaestrada 2019.

World Gymnaestrada 2019
Den 16. World Gymnaestrada afholdes for anden gang i historien i Dornbin/ Østrig den 7. – 13. juli 2019. Come together. again! Læs mere her