TeamGym Landsholdene viser gode takter ved testkonkurrence inden EM - GymDanmark

TeamGym Landsholdene viser gode takter ved testkonkurrence inden EM

De seks TeamGym landshold skulle teste formen af og justere de sidste detaljer, inden de om mindre end en måned drager til EM med troen og håbet om medaljer til Danmark. Testkonkurrencen er en fast tradition og det er en vigtig test for gymnaster og trænere. Der ses langt flere modtagninger ved testkonkurrencen end man ser ved en normal konkurrence, og dette er for at passe på gymnasterne og mindske skader frem mod EM. Der er ingen tvivl om at der bliver givet alt de næste tre uger frem mod EM, og alle landstrænere er ved godt mod.

Guld favoritterne hos senior-herrerne er klar!
”Vi er rigtig glade, faktisk skide glade – det var lige det vi havde brug for. Alle tre discipliner kører rigtig godt og vi lægge faktisk et niveau på i forhold til, hvor vi har været ved de sidste samlinger. Det var egentlig vores plan, at vi skulle lave nogle skide gode spring og en god rytme, som vi kunne arbejde videre med og det er lykkedes. Og så er vi kommet godt igennem uden skader, så vi er meget godt tilfredse”, fortæller en lettet Helge Fisker, landstræner for Senior herrer”. Den næste tid skal bruges til at aflaste lidt på de hårde landinger og bygge flere niveauer på det som herrerne allerede har nu”.
MEN der er ingen tvivl hos landstræneren om de er klar til EM; ”Vi topper om 3 uger i Slovenien – det er helt sikkert”, slutter en stor smilende landstræner Helge Fisker.

Senior damer med masser af selvtillid
”Det er gået fint – vi har to en halv uge til EM, og der hvor vi er nu, så har det været vigtigst for os at få springene til at køre. De begynder at køre i strøm, og det er faktisk første gang i vores træningssamlinger, at vi springer vores spring til normale nedspringsmåtter. Dette er fordi vi bevidst har valgt at træne til semihårde måtter for at mindske belastningsskaderne. Vi skal den næste tid fjerne tiendedele i forhold til stil, og vi skal have mere rutine og lande vores ting. Vores damer har været mega dygtige, og de laver ting som vores damer i gymnastik-Danmark har bygget op til gennem mange år, og det ansvar påtager de sig. Så jeg synes de er super seje, ikke super seje som i at vi er fejlfri, men super seje som vi tilføjer en masse niveauer hele tiden. Jeg synes, vi er der hvor vi har planlagt at være”, fortæller en optimistisk landstræner for senior damer Kim Fischer.

Gamle garvede og unge frygtløse udgør Senior mix
Senior mix er en god blanding af nogle som har været i gamet i mange år og deltaget ved EM flere gange, og så nogle yngre kræfter. ”Generelt laver de en god konkurrence både på bane, trampet og rytme, men de er ikke der, hvor de skal være endnu, men det er den rigtige kurve vi er på, for at kunne toppe til EM om nogle uger. Vi skal ind og kigge på de små ting, specielt i rytme – det er de små detaljer”, fortæller Patrick Vesth, disciplinlandstræner for senior mix. Søren Hangaard Pedersen, assisterende landstræner for Senior mix, fortsætter; ”de enkelte skal ind og arbejde med nogle specifikke fokuspunkter. Vi har et godt helhedsbillede nu her, men vi skal have de enkelte til at arbejde med deres egne fokuspunkter”. 

Et ungt Junior pigehold
Junior pigelandsholdet er et ungt hold, og derfor var testkonkurrencen en vigtig test for dem som hold; ”De har arbejdet virkelig godt op til, og vi har haft en super god prøvetid. Det rigtige for os var at sige, at pigerne skulle køre tingene også selvom det var en test, og man gerne ville skrue ned. Så det vigtige var, at de fik kørt det de skulle – især rytmemomenterne. Jeg ville hellere, at de sejlede og så ved vi, hvad vi skal arbejde med de næste to uger. Det var også en god test til os trænere for at lære gymnasterne bedre at kende. Vi kender ikke gymnastrene så godt, så det var fedt at se, hvordan de reagerede foran et publikum. Testkonkurrencen giver også et mega fedt sammenhold – det at de har prøvet at være på gulvet sammen, og de ved hvordan hinanden reagere både når det går godt og det går skidt. De viser, at vi er på vej. Der er nogle småting, der skal rettes og vi føler vi har valgt den rigtige strategi. De gjorde det godt”, fortæller en glad Mie Rothe, landstræner (rytme) for junior piger.

Et Junior mixhold med stort potentiale
”Jeg synes junior mix leverede en rigtig fin præstation. Det var tydeligt at se i første disciplin, at der var lidt nerver på og lidt stemning der lige skulle lægges fra sig – så der var lige lidt fald i forhold til, hvad vi havde regnet med. Men vi fik leveret en rigtig god rytme og gode banespring. Så alt i alt er vi der, hvor vi tænker vi skal være og blot finpudse i de sidste uger. Den næste proces bliver at gymnasterne skal hjem og finpudse og lave tingene i første forsøg, sådan at den gode mavefornemmelse er der”, fortæller en tilfreds Sofie Ny, landstræner for Junior mix.

Junior drenge sigter mod guld
”Jeg synes det er forløbet rigtig godt, drengene har været super stabile både i forhold til deres optakt og opvarmning. Heldigvis er der nogle ting, vi skal hjem og arbejde med, men de har gjort det rigtig godt. De er der hvor de skal være”, fortæller Kasper Frederiksen, landstræner for junior drenge. Den næste tid skal bruges på at finpudse det sidste i rytmen og gøre springene mere stabile. Presset på junior drengene er stort og målsætningen er guld; ” De er 100% klar – de er cool”, forsikrer landstræner Kasper Frederiksen.

Læs meget mere om EM, landsholdsgymnasterne, nyheder om EM mm. her 

TeamGym landsholdene er sponseret af Vejstrup Efterskole,Gymnastikhøjskolen i Ollerup (Official), Svendborg Gymnastikforening ogSvendborg Kommune  #sammenudviklervigymnastikken. Tøjsponsor for landsholdene er Fuss & Disturb​.

SOCIALE MEDIER
Der vil blive lavet forskellige tiltag på de sociale medier – så følg med på Facebook (@gymdanmark og @TeamGym DK), Instagram (se nedenfor) og Snapchat (@gymdanmark). Følg alle vores landshold på instagram, hvor de har hver deres profil:

@gymdanmark
@juniordrengelandsholdet
@juniorpigelandsholdet
@juniormixlandsholdet2016
@seniorherrerlandsholdet
@seniordamelandsholdet
@seniormixlandsholdet

#gymdanmark, #gymelite, #teamgym #sammenudviklervigymnastikken