Kvindernes hold-DM i idrætsgymnastik skydes i gang på lørdag - GymDanmark

Kvindernes hold-DM i idrætsgymnastik skydes i gang på lørdag

Skive Gymnastikforening er værter for årets første runde af elitedivisionen, hvor Danmarks otte bedste hold dyster om DM-guldet. 

De forsvarende mestre fra KG66 må endnu en gang siges at være storfavoritter til at vinde titlen med et stærkt hold bestående af blandt andre Mette Hulgaard, Michelle Lauritsen og Marie Skammelsen, der lige er kommet hjem fra et veloverstået nordeuropæisk mesterskab i Irland.  

KG66 stiller desuden op med endnu et hold, der ligeledes kan nå langt i konkurrencen. Udover de to hold fra Kastrup deltager hold fra Nivå Gymnastikforening, Viborg Gymnastikforening, VIK, Gefion, Farum Gymnastikforening og værtsforeningen Skive Gymnastikforening. Konkurrencen er samtidig VM-gymnasternes næstsidste prøve, inden det går løs i Glasgow i slutningen af oktober. 

De seks bedste hold fra første runde kvalificerer sig til finalen, der afvikles sammen med mændenes finale på KG66’s hjemmebane i Kastrup den 10. oktober. 

 

Her afvikles konkurrencen:

Sport og Event Center Jebjerg

Søndervænget 1, Jebjerg

Billetter kan købes i døren for 30 kroner. Der er gratis adgang for børn under 12 i følge med voksne. Konkurrencen starter på lørdag kl. 11.20. 

Se programmet for konkurrencen her

Følg med på idrætsgymnastiks Facebook-side!