Jagten på de danske seniormestrer i TeamGym er skudt i gang - GymDanmark

Jagten på de danske seniormestrer i TeamGym er skudt i gang

af Amalie Rud Seerup

Lørdag eftermiddag var Danmarks seniorhold i TeamGym samlet i Helsinge Hallerne til første runde af Forbundsmesterskaberne 2017.  Til første runde er alle på lige fod, alle kæmper mod alle, og ingen ved, hvem der kommer til at ligge i toppen. Stemningen var derfor i top, da de danske hold mødtes på Nordsjælland for at tage de første skridt mod Danmarksmesterskaberne i Aarhus d. 27. maj.

For mange af holdene var det årets første konkurrence, og den var derfor præget af en vis usikkerhed, som vi ofte ser til første runde. Flere gange gik der et gisp igennem publikum, da nogle gymnaster ikke kom med lige så sikre spring og landinger som andre. Især i herrekonkurrencen var der en del fald særligt i de forlæns omgange.

Højt niveau og mange deltagende hold
Med den foreliggende NM-udtagelse til Danmarksmesterskaberne har mix-konkurrencen fået vokseværk. Sidste år deltog kun to hold i mix, men i år var otte hold klar til konkurrence plus et hold fra Oslo Turnforening, der stillede op uden for konkurrence. Blandt andet Gladsaxe og Gjellerup Sdr. stillede op med et hold i mix for første gang, og Gymnastikhøjskolen Ollerup kom med hele tre hold til konkurrencen.

Et højt niveau i damernes top førte til spænding indtil den sidste karakter var afgivet. Gladsaxes høje rytme- og banekarakter gjorde, at de lagde sig klart i spidsen, men ellers var det ikke mere end et par point, der adskilte de fleste hold. Damekonkurrencen var præget af, at der var mange dygtige hold om kampen, men at enkelte kiks gjorde udfaldet i forhold til,  hvem der kom helt til tops.

I herrekonkurrencen var der lagt op til kamp, da der til Jyske Mesterskaber måneden forinden havde været tætte placeringer i konkurrencen. Gjellerup Sdr. endte for første gang i lang tid ikke på toppen af podiet. Det gjorde Gladsaxe derimod, og TeamGym Aarhus fik en tredje plads. Med det i baghovedet var stemningen i hallen på sit højeste da aftenens sidste konkurrence gik i gang, og supportere og holdkammerater brølede og hujede af det hold, de mente var det bedste.

Sammenhold og drama
Et øjeblik, der viste, hvor dramatisk men også fyldt af sammenhold TeamGym er, var da Gjellerup Sdr. havde sprunget en omgang af deres første disciplin, bane. De åbnede med en holdomgang på strakt full-full, men en af gymnasterne kom til skade under springet. Mens han rullede ud af måtten løb samaritter, tilskuere og sågar trænere fra de konkurrerende hold hen for at hjælpe. Skaden var akut og alvorlig, og holdet måtte løbe tilbage med kun fem i rækken, og nu skulle der tænkes hurtigt. Imens rejste alle tilskuere sig, ligegyldigt hvilket logo deres trøje var iklædt, og klappede Gjellerup Sdr. tilbage på rette kurs, og holdet gennemførte en flot konkurrence.

Fælles for mix-, dame- og herrekonkurrencen var, at de, der fører, fører stort. Gjellerup Sdr. lagde sig i spidsen med over 2,7 point ned til 2. pladsen, TeamGym Aarhus herrer. Gladsaxe damer fører med mere end 2,8 point over TeamGym Aarhus damer, og Ollerup mix ligger hele 7,55 point over Gjellerup Sdr. mix, der ligger på 2. pladsen. Alle karakterer kan findes her

Første runde af senior Forbundsmesterskaberne 2017 viste endnu en gang at TeamGym er en sport, hvor der er plads til det uventede. Næste gang alle danske seniorhold mødes er i Grenaa den 12. maj. Herfra går de fire bedste hold videre til Danmarksmesterskaberne i Aarhus 27. maj.

Læs meget mere om DM i Aarhus her, hvor du også kan købe billetter.