GymDanmarks formand genopstiller ikke - GymDanmark

GymDanmarks formand genopstiller ikke

”Det er nu tid til, at andre overtager roret for GymDanmark. Jeg ser med stolthed tilbage på et årti hvor forbundet er vokset betragteligt og i dag er tredje største specialforbund i Danmark” siger Flemming Knudsen og fortsætter ”sammen med den øvrige bestyrelse og ledelse i slutningen af 0’erne, besluttede og gennemførte vi den strategi, der sikrede GymDanmark en konstant medlemsfremgang siden 2010”.

GymDanmark har i formandens periode også været værter for flere store gymnastikevents, især VM i Idrætsgymnastik 2006 og VM i Trampolin, Tumbling og DMT 2015 havde Flemming Knudsen tæt inde på livet. Ved begge events var Flemming formand for organisationkomiteen og sat sit personlige præg på mange af de beslutninger som gjorde begge events til store forbunds-succeser. “Det har været en stor fornøjelse at være en del af begge VM’er. Det tætte samarbejde med både frivillige, ansatte og partnere har været en stor glæde, og jeg er stolt over, at have været med til at planlægge og afvikle events, som har sat nye højder for afholdelse af gymnastikevents i Danmark.

Flemming Knudsen har bestyrelsesposter i både DIF og Team Danmark, og det er netop disse poster Flemming nu håber at få endnu mere tid til at gå ind i. Især visionssamarbejdet mellem DIF og DGI glæder Flemming sig til at arbejde endnu mere med.

Direktør i GymDanmark Ditte Okholm-Naut har været utrolig glad for det tætte og tillidsfulde samarbejde med Forbundsformanden og siger “Det har været en stor, stor fornøjelse at samarbejde med Flemming. Flemming’s mangeårige erfaringer og engagement i og for gymnastikken, har bragt GymDanmark blandt de førende specialforbund i Danmark og hentet stor anerkendelse med sig – ikke mindst fra de internationale forbund og samarbejdspartnere. Flemming er passioneret, dygtig og empatisk og hans involvering og gang på forbundskontoret vil blive savnet af både jeg selv og de øvrigt ansatte”.

Flemming Knudsen fortsætter i bestyrelsen for FIGs ’Gymnastics for All’ hvor der næste gang er valg i oktober. Vi tager officielt afsked med Flemming Knudsen på repræsentantskabsmødet i oktober.

Læs alt om repræsentantskabsmødet 2016 her