Fra rumænsk topgymnast til dansk landstræner - GymDanmark

Fra rumænsk topgymnast til dansk landstræner

Marian Rizan har siden 1998 arbejdet som fuldtidstræner i Danmark efter en fortid som gymnast på det rumænske landshold. Som aktiv gymnast vandt han EM-bronze i både bensving og barre i Moskva i 1987 og deltog ved OL i henholdsvis 1988 og 1992, hvor det bedste resultat var en fornem 7. plads. Ved OL i både 1988 og 1992 var Adrian Sandu, der de sidste to år har været ansat som træner i VIK Aarhus, blandt holdkammeraterne.

Da han afsluttede sin aktive karriere i 1994 fik han kort tid efter tilbudt jobbet som juniorlandstræner i Rumænien. Efter et par år som juniorlandstræner fik Marian et tilbud om at komme til Tunesien, hvor han fungerede som landstræner i et år.

 

Startede som pigetræner i Danmark

I starten af 1998 rejste Marian til Danmark med sin kone og datter, hvor han fik en kontrakt med gymnastikforeningen Gefion i København. I begyndelsen trænede han klubbens pigehold samtidig med, at var træner for det danske kvindelandshold. Efter to år som pigetræner fik Marian en ny funktion, idet han blev juniorlandstræner for drengene, mens han til daglig var ansvarlig for herreholdet i Gefion.

I 2002 blev han ansat som landstræner for seniorherrerne, hvor gymnaster som Rasmus Brandtoft, Kasper Fardan og Tue Lodahl var blandet Danmarks stærkeste kort. I dag har Marian Rizan været landstræner for seniorherrerne i 14 år og har været med til 11 VM’er, 13 EM’er og utallige World Cups og andre øvrige internationale konkurrencer som træner.  Alle disse konkurrencer har givet en lang række gode minder, hvor et af de mest nævneværdige minder er Tue Lodahls VM-finaleplads i spring over hest i 2001. 

 

VM-finaleplads det hidtidige højdepunkt

”Der har været rigtig mange gode minder og resultater gennem min tid i Danmark, men det største sportslige resultat må være Tue Lodahls finaleplads i spring over hest ved VM i Ghent i 2001, hvor han blev nummer 7. Derudover har der været flere finalepladser ved EM, og så var det også stort at vi vandt de Nordeuropæiske Mesterskaber for hold for første gang sidste år”, siger Marian Rizan. 

Forhåbentlig er der flere højdepunkter i vente for den rutinerede træner. I Marian Rizans tid som træner i Danmark er der endnu ikke en dansk idrætsgymnast, der har kvalificeret sig til OL, men til oktober er der igen mulighed for, at en dansker kan opnå den eftertragtede og prestigefulde OL-kvalifikation. Derudover byder efterårssæsonen på blandt andet på Northern European Championships i Irland og Hungarian Grand Prix, hvor han endnu en gang skal være træner for de danske gymnaster. 

 

Billedet er fra EM i 1987, hvor Marian Rizan tog bronze i bensving og barre.