Fra indmarch til åbning - GymDanmark

Fra indmarch til åbning

 

Da Gymnasternes Dag i 2014 skulle planlægges i Helsinge, så ønskede GymHovedstaden at skabe en åbning i stedet for en indmarch. En åbning, der kunne fungere som en forsmag på, hvad man kunne opleve i løbet af opvisningen. Man ville skabe en åbning, hvor enkelte gymnaster fra forskellige hold havde en kort solo på gulvet, hvor fanerne kom i spil, og hvor publikum blev overrasket med et hav af indtryk helt fra start af.

Åbningen var en stor succes, og her i 2015 gentog GymSjælland konceptet omkring åbningen da Køge lagde lokaler til året Gymnasternes Dag.

 

Åbningen består af tre elementer; Faner, acts og indmarch.

Fanerne danner rammen for åbningen, og de har flere opstillinger i løbet af åbningen.

Acts dækker over mindre sekvenser som eksempelvis en rytmesolo, en springsekvens, et rope skipping par eller akrobatiske opstillinger. Til Gymnasternes Dag i 2014 ville man gerne have et act for hver gymnastikdisciplin, der var repræsenteret, niveau og alder var underordnet, og i 2015 blev alle deltagende hold tilbudt at byde ind med et act.

Indmarchen er en traditionel indmarch, hvor alle gymnaster kommer på gulvet – men til åbningen går de ind, og derefter direkte ud igen.

Se åbningen fra 2015 her

 

Planlægning

Til Gymnasternes Dag har arbejdsprocessen været helt enkel:

–       En sang udvælges til årets åbning.

–       Sangen inddeles i naturlige mindre dele.

–       Hvert act tildeles en bestemt del af sangen.

–       Hvert act tildeles en plads på gulvet.

–       Fanernes opstillinger laves.

–       Fanebærere og acts mødes på dagen og træner åbningen.

–       Alle, der deltager i indmarchen, deltager i en generalprøve.

–       Åbningen afvikles.

 

De forskellige acts har selv stået for indholdet, og det er meget overskueligt at planlægge 4×8 takter til et bestemt stykke musik, når du både kan koreografere noget nyt – eller tage en lille bid fra det eksisterende opvisningsprogram. Om man vælger at bruge enkelte gymnaster til acts, eller om man vil bruge hele holdet kan man overveje – der findes ikke en løsning, der er den rigtige for alle.

 

Har du andre gode idéer til årets lokalopvisninger? Så del gerne dine idéer med os. Du kan kontakte Karina på kvj@gymdanmark.dk